Artikler på Nørre Djurs Web
Oversættelsesfejl i bin Laden-video

Den terrormistænkte saudisk-fødte millionær Osama bin Laden udpeger på et videobånd, som USA offentliggjorde i sidste uge, faktisk ni af de flykaprere, der 11. september deltog i terrorangrebet på USA, og ikke blot én af kaprerne. Det hævder en saudisk dissident, og en uafghængig tolk bekæfter oplysningerne om oversættelsesfejlen over for CNN.

21dec_binladen_video_400.jpg (10050 bytes)
USA har offentliggjort videoen som bevis for bin Ladens terrorskyld.

"Tolkene missede mange detaljer, der bliver sagt på båndet," siger Ali Al-Ahmed, der er chef for Saudi-Instituttet, som arbejder for at fremme menneskerettighederne i Saudi Arabien.
Al-Ahmed siger, at bin Laden ikke blot identificerer flykaprernes leder, Mohammed Atta, på båndet, der for få uger siden blev fundet i den afghanske by Jalalabad efter Talebans exit, og hvori bin Laden fortæller, hvordan han oplevede den 11. september. Al-Ahmed og en uafhængig tolk, der ikke ønsker sit navn offentliggjort, siger samstemmende, at bin Laden også udpeger brødrene Nawaf al Hazmi og Salam al Hazmi som kaprere.
Og senere på båndet nævner al-Qaeda-netværkets leder, at fire af flykaprerne kom fra al Ghamdi-stammen, samt at to brødre ved navn al Shehri også deltog i terrorangrebet. Desuden nævner den mand, bin Laden taler med på båndet, navnene på tre saudiske præster, der offentligt bakkede op om terrorangrebet.

Skal bruges som bevis
USA har offentliggjort videoen som bevis for, at Osama bin Laden er bagmanden for terrorangrebet mod World Trade Center og Pentagon. Men flere arabiske iagttagere har sået tvivl om båndets ægthed, bl.a. fordi den sukkersyge bin Laden ser ret så velnæret ud.

Men nu siger både den saudiske dissident og tolken, CNN har adspurgt, at en særdeles vigtig detalje i forhold til skyldsspørgsmålet var udeladt i oversættelsen. De mener nemlig, at bin Laden siger følgende, da han beretter om, hvad han sagde til sine støtter, umiddelbart inden radiomeddelelsen om terrorangrebet kom den 11. september:
"Når I hører, at der snart vil komme en breaking news-meddelelse i radioen, så knæl med det samme, for så betyder det, at de har ramt World Trade Center."

Kilde: CNN

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 004, den 12- 21-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001