Den militante palæstinensiske Hamas-organisation
meddelte fredag i en erklæring, at Hamas "indtil videre" ikke vil udføre
selvmordsangreb eller morterangreb i Israel. Beslutningen blev truffet på et møde i Gaza
mellem Hamas-ledere og repræsentanter for det palæstinensiske selvstyre natten til
fredag.
En anden militant organisation, Islamisk Jihad, insisterede imidlertid
på, at den vil fortsætte angrebene i Israel. Beskeden kom samtidig med, at fem blev
dræbt i et sammenstød mellem palæstinensisk politi og Jihad- og Hamas-tilhængere i det
nordlige Gaza.

Hamas vil "indtil videre" ikke udføre angreb i Israel
En tilsvarende
meddelelse kom onsdag fra et anonymt højtstående medlem af den radikale Hamas-gruppe -
uden at det dog blev gjort officielt. Hamas, der har taget anvaret for hovedparten af
selvmordsbomberne i Israel, har de seneste dage fået adskillige af sine medlemmer anholdt
i selvstyre-lederen Yasser Arafats forsøg på at slå ned på terrorismen. Og sidste
søndag havde Hamas og Islamisk Jihad endnu afvist Arafats ordre om at stoppe angrebene.
Israel: Ren taktik
Israel stemplede dog fredag beslutningen som et taktisk forsøg på at hindre yderligere
fængslinger.
"Deres meddelelse kommer meget belejligt for Arafat, fordi han har behov for lidt ro
efter de seneste terrorangreb. Jeg tror, de har indgået en stiltiende aftale for at få
udskudt indrebet mod terrorismen et stykke tid," siger Gideon Meir, en ledende
embedsmand i det israelske udenrigsministerium, til Reuters.
Vil bevare retten til modstand
"Vi erklærer en standsning af martyrangreb i det besatte land fra 1948 og en
indstilling af mortérbeskydningen indtil videre," hed det i erklæringen fra Hamas,
der henviste til den jødiske stat, som blev grundlagt i 1948.
Et højtstående Hamas-medlem, Saed Sayam, sagde fredag til Reuters, at beslutningen blev
taget, fordi Hamas således kan "bevare retten til modstand mod den israelske
besættelse og retten til at reagere på Israels kriminelle handlinger".
Han uddybede dog ikke, hvad dette indebærer, men tilføjede, at parterne på mødet
drøftede, hvordan spændingerne mellem selvstyret og Hamas kan udfases. Tidligt fredag
havde 500 Hamas-aktivister angrebet enpalæstinensisk politistation i Gaza.
Fem dræbt under sammenstød
Fem civile palæstinensere blev fredag dræbt under blodige skudvekslinger mellem
islamiske militante og palæstinensisk politi. Sammenstødet fandt sted i den
palæstinensiske flygtningelejr Jabaliya nær Gaza By.
Desuden er mindst 55 mennesker såret i kampene, oplyser hospitalskilder.
Kampene brød ud efter begravelsen af en teenager, der blev dræbt under lignende kampe
torsdag.
Kilde: CNN / Reuters
|