Artikler på Nørre Djurs Web
Borgmesterens nytårstale

21dec_leif_200.jpg (11770 bytes)



Fra borgmester Leif Sørensen har vi modtaget en lille tale til borgerne i Nørre Djurs, som vi bringer som det eneste medie. Leif Sørensen bruger nemlig Nørre Djurs NetNyt, og som et lille fromt nytårsønske herfra, håber vi, at det kan inspirere andre både borgere og politikere til at bruge os endnu mere i det nye år.

Leif Sørensen skriver:


Kære Nørre Djurs borgere

Endnu et år er gået, et nyt begynder, og en ny kommunalbestyrelse skal i gang med en ny 4-års periode. Lad mig benytte lejligheden til at takke for den flotte opbakning, jeg fik af vælgerne, endnu engang mange tak, og jeg skal gøre mit til at leve op til forventningerne.
Hvad skal der så ske de næste 4 år? Jo, først og fremmest skal vi have gjort skolerenoveringen færdig. Det tror jeg på, vi når i løbet af 4 år, og så vil jeg påstå, at vi her i kommunen har nogle af landets bedste rammer for et godt skolevæsen.

Kvaliteten i skolerne skal selvfølgelig hele tiden være under konstant overvågning, og her har vores skolebestyrelser en meget vigtig opgave. Men da man for nylig offentliggjorde nogle statistikker over skoleelevers afgangskarakterer, lå vi jo her i kommunen et godt stykke over landsgennemsnittet. Så stor ros til vores lærere.

Vi skal fortsat i den kommende periode bygge almene og ældrevenlige boliger, og her er jeg meget spændt på det nye projekt i Bønnerup, som på sigt gerne skulle udbygges med et Ældrecenter.
Jeg tror også på, at vi efter sommerferien har etableret en telebus-ordning, som jeg ved, at mange af vores ældre borgere forventer sig meget af.

IT-området vil også få stor bevågenhed i de næste 4 år, ud over at vi skal have opkoblet vores institutioner i et internt net, håber vi også på, at vi kan få udviklet en bedre borgerservice, hvor man ud over at kunne hente flere informationer, også kan få borgerbetjeningen gennem sin egen PC`er derhjemme. Jeg er også meget spændt på, om det lykkes Djurs-net at skaffe alle borgere adgang til bredbånd, jeg skal gøre mit for at bakke jer op.

Først i det nye år skal vi have indvielse af Børnehaven i Fjellerup. Når vi har haft dette, kan man vel sige, at ringen er sluttet, for så er der en børnehave i alle de 6 større byer her i kommunen.
Jeg håber på, at alle disse forbedringer kan være med til, at vi er blevet et bedre sted at bosætte sig, og at vi herefter vil se en fremgang i indbyggertallet.

Jeg vil til slut sige tak til hele det kommunale personale, for en fremragende indsats i det forgangne år og håber, at I vil være med til at sætte Nørre Djurs på landkortet igen i det nye år med positiv omtale.

Og hermed ønsket om et godt og lykkebringende Nytår til alle borgere i Nørre Djurs."

Indsendt til Nørre Djurs NetNyt

med venlig hilsen fra
Leif Sørensen,
borgmester.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 12- 21-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001