To ugers
koalitionsforhandlinger mellem det regerende socialdemokratiske SPD og reformkommunisterne
PDS i Berlin resulterede natten til torsdag i en banebrydende aftale om at regere sammen i
byen, der var delt under Den Kolde Krig.
PDS, der opstod som udløber af DDR-tidens østtyske kommunistparti SED,
har ellers hidtil ikke været anset som regeringsduelig af de andre tyske partier, men
koalitionsforhandlingerne er endt til begge parters tilfredsstillelse, oplyser partierne
til nyhedsbureauet dpa.
12 år efter Murens fald enedes parterne i et 12 timer langt afsluttende forhandlingsmøde
om rammerne for regeringsaftalen, mens senatsposterne skal fordeles til januar. Berlin har
status som delstat, og regeringsgrundlagets kerneområde er konsolideringen af byens
totalt forgældede økonomi. Det konservative CDU tabte primært valget i oktober pga.
byens gæld på 78 mia. D-mark (298 mia. kr.) og en række finansskandaler.
Historisk aftale
"Der findes hverken vindere eller tabere i det her, og begge partier har indgået
kompromiser. Nu håber jeg på et tillidsfuldt samarbejde," siger Berlins
socialdemokratiske overborgmester Klaus Wowereit til tv-stationen ARD.
Og PDS' borgmesterkandidat Gregor Gysi betegnede enigheden om at indgå i samarbejdet som
en historisk dimension. Partiet vil nu ifølge Gysi bevise, at det kan accepteres som et
normalt parti.
PDS og SPD enedes bl.a. om nedskæringer på to mia. (7,6 mia. kr.) i det offentlige, hvor
mindst 15.000 job skal reduceres. PDS har dog fået trumfet igennem, at skole- og
uddannelsesvæsenet slipper for besparelser. Til gengæld hæves skatter og afgifter for
erhvervslivet.
Partierne understregede torsdag, at der ikke er noget alternativ til
spareplanen. "Vi befinder os i en totalt katastrofal situation," sagde Wowereit.
Alene i år mangler der ti mia. D-mark (38 mia. kr.) på finansloven.
Kilde: Ritzau
|