Østre Landsret har skærpet straffen til en gruppe mænd
i den såkalde Guldsag II fra Frederikssund.
Den 49-årige bagmand blev i byretten idømt fire års fængsel, mens Landsretten
skærpede straffen til fem års fængsel. De øvrige tiltalte fik enten sat straffen op
med et halvt år, eller stadfæstet.

Dommene blev skærpede eller stadfæstet i den såkaldte Guldsag II.
En forretningsmand, der i byretten blev frifundet, fik fængsel
i to år i landsretten. Han havde krævet otte millioner kroner i erstatning efter
frifindelsen, men skal nu i fængsel uden erstatning.
Den omfattende sag om tømning af en række selskaber stammer helt tilbage fra starten af
1990'erne. Men selv om der nu næsten er gået ni år, siden sagen begyndte, så er den
lange sagsbehandlingstid ikke en overtrædelse af de tiltaltes menneskerettighedskrav om
at få deres sag behandlet inden for rimelig tid, slår dommerne fast.
Der er nemlig tale om et svært gennemskueligt net af forskellige selskaber, så
anklagemyndigheden har brugt lang tid på at udrede de komplicerede konstruktioner.
Bagmanden, en 49-årig taxivognmand, der oprindeligt er uddannet i en
fondsbørsvekselerervirksomhed, og en student, blev i 1989 sat til at finde selskaber i
likvidation, som kunne tømmes for penge. Der blev ikke taget hensyn til, hvordan
selskabernes skyldige skat, skulle betales.
En 60-årig jurist deltog, efter et lynkursus i selskabs- og skatteret, i opkøbet, og det
samme gjorde en 47-årig merkonom.
De arbejdede sammen med den kendte svenske erhvervsmand Joackim Posener, der i 1994 blev
idømt seks års fængsel.
Kilde: DR / Ritzau
|