Det bliver sandelig ikke morsomt for de gæve fiskere i
Bønnerup at leve op til de beskæringer af visse fiskekvoter, der blev forhandlet igennem
af repræsentanter for Dansk Fiskeriforening, den danske regering og folk fra EU på
møder, der blev afsluttet i går.
TV-avisen på TV2 havde i den anledning et længere indslag, hvor problemerne på
Bønnerup Havn blev brugt som et skræmmende eksempel på, hvor negativ en effekt
nedskæringerne i fiskeriet får for sådan et lille samfund, hvor fiskeriet i den grad er
det bærende erhverv.
Kvoterne bliver jo til i en god sags tjeneste, idet folkene fra EU arbejder for at øge
fiskebestanden i havene, og i det hele taget er det miljøhensyn, der ligger bag
beslutninger som disse. Indslaget viste, at både fiskernes landsformand Bent Rulle og den
nyudnævnte fiskeriminister var ret godt tilfredse med de forholdsvis lempelige vilkår,
de følte, de havde fået ud af forhandlingerne. Dette blev dog meget kraftigt imødegået
af flere interviewede Bønnerup-fiskere, der var meget vrede over de nye kvotekrav, som
blandt andet rammer torske- og rødspættefiskeriet til næste år. Vi vil meget gerne i
en senere artikel behandle de nye fiskekvoter i detaljer, men lige her og nu kan vi
oplyse, at Bønnerup-fiskerne generelt set må fiske det kvarte af, hvad de må i dag.
Hvad de har fanget i år på 3 måneder, må de nu kun fange på årsbasis!
Kilde: TV2 Østjylland
|