Overskriften er navnet på et nyt aktiveringsprojekt for
ledige i Nørre Djurs, som folkene på Stenvad Mosebrugscenter har fået 3,7 mill. kr. i
EU-støtte til at realisere. Egentlig er det blot en fortsættelse af det
aktiveringsarbejde, der i forvejen finder sted her, men idémændene bag det hele håber
på en langt mere direkte deltagelse af alle parter, og heriblandt det lokale erhvervsliv.
Læs mere hér!
Allerede nu gør vi opmærksom på, at det nye aktiveringsprojekt bliver sat i gang med en
såkaldt startkonference i Tørvecaféen tirsdag d. 15. januar fra kl. 16. Her vil man
gerne se så mange som muligt af de fremtidige samarbejdspartnere til en snak om selve
indholdet af projektet, da det bliver en forudsætning for projektets succes, at alle
parter bliver levende deltagere, så man opnår en høj grad af ansvarlighed både hos de
lokale erhvervsdrivende, politikerne, de som skal aktiveres og de øvrige deltagere i
projektet.
Nørre Djurs Erhvervsråds formand, Peter Madsen fra Ramten, konsulent Ellen Jensen fra
Formidlingscenter Århus, projektleder Hans Jørgen Pedersen fra Mosebrugscentret og vores
lokale beskæftigelseskonsulent Holger Poulsen vil alle bidrage til at sætte debatten i
gang, og man håber på denne måde hurtigst muligt at kunne få sat handling bag alle de
fine ord.
Når vi allerede omtaler denne konference, er det fordi, arrangørerne gerne vil have, at
så mange interesserede som muligt melder sig senest d. 8. januar enten telefonisk på 87
79 32 20 eller pr. e-mail på adressen:
info@stenvadmosebrugscenter.dk
Vil du gerne sætte dig ind i selve idégrundlaget for det nye projekt, kan du
læse det her:

"Idégrundlag
I Nørre Djurs Kommune fylder integration, arbejdsfastholdelse og aktivering af de socialt
marginaliserede grupper meget.
Gruppen består af revalidender, flygtninge/indvandrere, kontanthjælpsmodtagere og
sygedagpengemodtagere. De kendetegnes ved at have oparbejdet en uoverskuelig stor afstand
til arbejdsmarkedet på grund af lang tids ophold i bistandssystemet.
Deres mobilitet er noget begrænset, bl.a. på grund af den dårlige offentlige
transportmulighed, som mange er afhængige af. De færreste har egen bil, ja, mange ikke
engang et kørekort.
Det kan også være vanskeligt for de svage grupper at finde den rette arbejdsplads i
vores kommune, der jo helt mangler store virksomheder. Derfor vil det være ønskeligt, at
de eksisterende virksomheder selv er bevidste om, at der ligger en opgave, der skal
løses, og som bedst gennemføres i et kvalificeret samarbejde mellem kommunen og
erhvervslivet.
Projektdeltageren skal være det centrale omdrejningspunkt fra starten. Der skal fokuseres
på det, den ledige kan og/eller på en manglende erhvervserfaring. Der kan også være
helbredsproblemer og/eller handicaps og/eller manglende personlig kompetence eller andre
problemer udover ledighed.
Det er et mål, at projektdeltagerne motiveres til at være aktive og påtage sig et
medansvar for deres eget liv og udvikling.
Barrierer nedbrydes
Igennem et samarbejde mellem alle parter nedbrydes de barrierer, der især er vedrørende
integration i erhvervslivet af flygtninge/indvandrer-gruppen og de socialt svage grupper.
Parterne kommer gennem forløbet til at kende hinanden fordomsfrit og på "samme
boldgade".
Målet er, at den ledige efter praktikperioden opnår og fastholdes i ordinær
beskæftigelse i det omfang, vedkommende kan klare. Samtidig får de eksisterende
virksomheder og institutioner opbygget og uddannet en kvalificeret arbejdskraftreserve,
der kan træde ind, når behov for arbejdskraft opstår.
Der skal i hele projektforløbet stilles samme krav til projektdeltagerne som på det
normale arbejdsmarked.
Projektgruppe
Der etableres en projektgruppe med:
1 repræsentant fra hver af de samarbejdende organisationer
2 repræsentanter fra det private erhvervsliv
1 repræsentant fra de offentlige institutioner
Vicesocialchefen i Nørre Djurs Kommune
Den projektansvarlige
Projektledelsen
2 projektdeltagere
Projektgruppens opgave er at være koordinerende i forhold til projektets gennemførelse,
dets løbende udvikling, planlægning og opfølgning på halvårlige temakonferencer i
tæt samarbejde med projektets evalueringsinstans.
Aktiviteterne for projektdeltagerne opdeles i 4 faser:
Fase 1: Visitation
Fase 2: 0-3 måneder Motivation
Fase 3: 3-6 måneder Kompetenceudvikling/Praktik
Fase 4: 6-? Måneder Implementering/beskæftigelse
Information
Projektet gøres synligt i samfundet. Offentligheden får adgang til at følge projektet
via dets hjemmeside, igennem nyhedsbreve og en fortløbende pressedækning. Målet er at
motivere lokalbefolkningen til en erkendelse af et fælles socialt medansvar for alle
borgere i kommunen.
De lokale virksomheder og deres ansatte, de faglige organisationer, gæstelærere og
virksomhedskonsulenter på projektet inddrages i et netværk, med henblik på social og
faglig udveksling.
Efteruddannelse
For at idéen skal lykkes, iværksættes parallelt med, at projektet igangsættes og
afvikles, to efteruddannelses-forløb:
For projektdeltagerne iværksættes individuelle vejlednings- og rådgivningsforløb. Der
etableres fælles kursusforløb i arbejdspladsadfærd, -kultur-, -sprog og normer.
På aktørniveau arbejdes der fra første dag væk fra de traditionelle faglige
funktionsopdelinger hen til tværfaglige teams med det formål:
a) at inspirere og tilegne sig brugbar viden om andre arbejdskulturer og normer.
b) at afmystificere de 2 kulturers opfattelse af hinanden
c) at tydeliggøre primære og sekundære parametre for at opnå succes i det individuelle
forløb for projektdeltagere
d) at opnå begrebet tværfagligt samarbejde som noget ægte reelt uden fordomme, men i
ligeværdigt kollegialt samarbejde
Finansiering
EU`s socialfond har bevilget ca. 3,7 mill. kr. til udviklingsprojektet for 2002 og
2003."
Skrevet af gruppen bag projektet "Så langt øjet rækker og lidt
til"
|