Nu havde vi ellers lige fået
lænet os tilbage i stolen i den gode tro, at al snak om at flytte lufthavnen fra
Djursland og til et sted i Århus Kommune, men minsandten om ikke valgresultatet har givet
grobund for nye forsøg på at genoplive tanken, der jo ville være en katastrofe for
planerne for øget erhvervsvirksomhed i hele vores område.
Om det emne har vi fundet et læserbrev i Djurslands Posten:
"I forbindelse med, at lufthavnsdebatten er blusset op på ny, skal
jeg hermed erklære mig meget enig i Henning Pedersens indlæg i Århus Stiftstidende d.
9. december.
I sit indlæg taler Henning Pedersen for en udvidelse af Tirstrup Lufthavn som alternativ
til en ny storlufthavn i Østjylland.
Som jeg selv talrige gange tidligere har gjort opmærksom på, har
lufthavnen i Tirstrup alle muligheder for en udvidelse i kraft af beliggenheden og de
omgivende meget store øde arealer.
Hvorfor dog ikke forbedre en allerede eksisterende lufthavn, i stedet for at vedblive med
den hovedløse debat om etablering af en ny lufthavn?
Det vil naturligvis være af afgørende betydning, at vejforholdene
forbedres til og fra Tirstrup Lufthavn, således at infrastrukturen kommer til at svare
til den belastning, der uvægerligt vil komme i forbindelse med den øgede
trafiktilstrømning til en større og forbedret lufthavn i Tirstrup.
Et andet vigtigt aspekt, man i denne forbindelse heller ikke må overse,
er de nye arbejdspladser, der vil blive skabt på Djursland, hvis kommuner jo ikke
ligefrem er kendte som de mest arbejdsskabende i landet.
Hvorfor ikke imødekomme de djurslandske kommuners ønske om nye og flere arbejdspladser.
Lufthavne udvider sig ganske hurtigt - som Henning Pedersen også gør opmærksom på i
sit indlæg.
Man må da også antage, at der udover nye arbejdspladser på en udvidet
Tirstrup Lufthavn også vil blive etableret en hel del industri- og erhvervsvirksomheder i
området omkring lufthavnen.
Altsammen vil dette medvirke til at styrke ikke kun de erhvervsmæssige, men også de
sociale forhold på Djursland, specielt i området omkring Tirstrup Lufthavn.
Så kunne beboerne i Thomasminde-området også langt om længe få den fred, ro og
tryghed, som de fortjener efter lang tids uvished."
Skrevet af Henrik Koch Jensen fra Silkeborgvej i Århus i Djurslands Posten d. 18.
december
|