Artikler på Nørre Djurs Net
Korte nyheder

POLITIKERNE MÅ VÆLGE I SYGDOMSBEHANDLINGEN
Regeringens løfte om at alle patienter skal kunne blive behandlet inden for to måneder vil medføre, at politikerne er nødt til at udpege de sygdomme, det skal være gratis at blive behandlet for Det siger København Amts viceborgmester Bent Larsen, også er medlem af amternes sundhedsudvalg, til Kristeligt Dagblad. - Kun livstruende sygdomme og sygdomme, der går ud over førlighed og arbejds- evne eller markant forringer livskvali- teten, skal være omfattet af den gratis behandlingsgaranti. Behandling mod fx barnløshed eller sterilisation skal ikke betales af det offentlige, mener Bent Larsen.

Ritzau


NORDJYSKE KØRELÆRERE FRIKENDT
Kørelærerne i Aalborg og Nørresundby er blevet frifundet for overtrædelse af konkurrenceloven. I 1998 fik de påbud om at afskaffe en fælles prisliste. Men bagmandspolitiet mente, at 60 af dem fortsatte med at have fælles priser. Anklageren argumenterede for, at køre- lærerforeningen kun havde lavet om på layoutet på prislisten, så det kom til at se ud, som om det var den enkelte kørelærer, der selv havde udsendt den - og krævede kørelærerforeningen idømt en bøde på 125.000 kroner. Men det var dommeren altså ikke enig i - og frifandt Kørerlærerforeningen, oplyser DR i Nordjylland.

Ritzau


FINANSMINISTER FORUNDRET OVER FRYGT FOR TILSKUD
Der bliver givet mange dispensationer fra Regeringens udgiftsstop, lover finansminister, Thor Pedersen (V). Han undrer sig over de seneste dages nervøse reaktioner, hvor filmfolk og universiteter har frygtet for fremtidige tilskud, skriver Berlingske. - Ansøgning om dispensation forventer jeg ikke, at man sender via aviser, radio og TV, siger Thor Pedersen. Han giver dog ingen garantier: - Når man gennemgår tilskuds-Danmark, så får man opfattelsen af, at der i mange år har været en manglende respekt for andre folks penge.

Ritzau


HAARDER: INGEN HJÆLP FRA EU-REGLER
Danmark skal ikke regne med, at et EU-regelsæt om asyl og indvandring kan bruges som rettesnor for den opstramning af udlændingepolitikken, som regeringen forbereder, oplyser integrationsminister Bertel Haarder. EU-kommissionens forslag blev på top- mødet i Laeken fejet af bordet af EU's stats- og regeringschefer, og et nyt forslag er ifølge Bertel Haarder skudt ud i en uvis fremtid. - Udspillet var for slapt for næsten alle lande, og de, der tror, at kommende EU-regler bliver slappere end dem, vi har i Danmark, må tro om igen, siger Bertel Haarder.

Ritzau


AMERIKANSK DIPLOMATI TILBAGE I AFGHANISTAN
De første enheder i den internationale fredsbevarende styrke ventes at komme til Kabul på lørdag, siger den amerikanske udsending, James Dobbins. Han regner ikke med, at der skal udstationeres mange styrker i Kabul. USA genetablerede i dag officielt sin diplomatiske tilstedeværelse i afghanistan. Ambassaden blev lukket 30. januar 1989, kort før sovjetiske besættelsesstyrker forlod Afghanistan. USA opretter kun et forbindelseskontor, som skal ledes af en charge d'affaire.

Ritzau


KLART FLERTAL FOR EURO I SVERIGE
I Sverige viser en opinionsundersøgelse et klart flertal for at indføre den fælles europæiske valuta - euroen. I undersøgelsen, der offentliggøres i avisen Dagens Industri, støtter 47 pct. at Sverige tilslutter sig den monetære union, mens kun 33 pct. siger nej. De seneste tal ligger på linje med en undersøgelse for nylig fra Sveriges statistiske kontor. I maj var der et klart flertal mod at indføre euroen. Der skal være valg i Sverige til september. Før derefter bliver der afstemning om valutasamarbejdet, siger statsminister Gøran Persson.

Ritzau

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Bragt af Mads, redaktion 04, den 17-12-01
Copyright Nørre Djurs Net 2001