Skal det fortsat være gratis at blive behandlet for
barnløshed i det offentlige sundhedsvæsen og skal der være fri adgang til at få
fjernet en tatovering, man er blevet træt af?
Ikke hvis det står til flere fremtrædende lokal-politikere fra Venstre, som kræver en
skarpere prioritering i sundhedsvæsnet, hvis regeringens varslede behandlingsgaranti på
to måneder skal holde.

Behandlingsgarantien holder kun, hvis politikerne vælger, hvem der skal have gratis
behandling, mener lokalpolitikere.
Det er blandt andre viceborgmester i Københavns Amt, Bent
Larsen, og amtsborgmester i Sønderjyllands Amt, Carl Holst, som opfordrer til en
prioritering af, hvilke behandlinger som i fremtiden skal være gratis - og ikke mindst
hvilke behandlinger, det offentlige sundhedssystem ikke skal tilbyde.
Bent Larsen peger på en række konkrete sygdomme, som han vil have ud af det offentlige
system. Han mener kun der bør være offentlig hjælp til behandling af barnløshed en
gang. Han mener sterilisation skal udenfor det offentlige system og vil have diskuteret om
ikke også behandling af grå stær i nogle tilfælde skal betales af patienten selv.
Hvis ikke politikerne vil prioritere, vil behandlingsgarantien medføre et voldsomt pres
på det offentlige sundhedsudgifter, frygter Bent Larsen.
Frygten deles ikke
Politikernes frygt deles ikke af Kjeld Møller Pedersen, som er professor i
sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet. Behandlingsgarantien vil ikke betyde et
voldsomt pres på sygehusene, fordi 85 procent af alle indlæggelser sker akut - garantien
er kun relevant for de resterende 15 procent, mener han. Kjeld Møller Pedersen tvivler
på, at Bent Larsens forslag vil give kortere ventelister: - Hvis vi tager den med
behandling af barnløshed, så er der jo ikke tale om at de læger der foretager dem -
altså gynækologer - kan lave kunstige hofter eller operere knæ i stedet.
Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen erkender, at der er behov for en
prioriteringsdebat. Men han vil dog først se, hvor langt sundhedsvæsnet kan komme gennem
effektiviseringer og rationaliseringer.
Kilde : Reuters / DR
|