Danmark kritiseres i en ny
EU-rapport for at svigte syge med knogleskørhed, skriver Berlingske Tidende.
Rapporten kritiserer Danmark for ikke at have en national handlingsplan
mod sygdommen og for ikke at være tilstrækkelig gode til at forebygge den hastigt
voksende folkesygdom.
Det betyder blandt andet, at kun hver femte af de ca. 300.000 syge reelt
kommer i behandling for sygdommen, selvom over halvdelen af tilfældene ifølge læger
kunne undgås hvis de blev optaget i tide.
De danske specialister erkender, at indsatsen ikke fungerer optimalt i
øjeblikket.
Hverken i Bornholms eller Storstrøms amter findes der scannere, og flere andre steder er
der ventetider på op til ni måneder. Rapporten peger netop på manglen på scannere som
et væsentligt problem.
Men ifølge danske specialister er der imidlertid scannere nok. Problemet
er i højere grad, at der ikke er ressourcer til at bemande dem, og at nogle læger ikke
kan genkende sygdommen, når de ser den.
Hver tredje kvinde og hver ottende mand over halvtreds lider i dag af
knogleskørhed.
Kilde: Reuters
|