Artikler på Nørre Djurs Web
Interview: Henning Hansen

I vores serie med interviews af vore lokalpolitikere er vi som bekendt startet med de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der røg ud ved valget forleden. Det har i dag ført os til en snak med postbud Henning Hansen fra Gjerrild, Socialdemokratiet.

Hvor længe har du siddet i kommunalbestyrelsen?
"Jamen, jeg har været med i 16 år - altså 4 perioder. Jeg havde lige regnet med, at jeg skulle have 4 år mere, men den gik så ikke! Der var 3 socialdemokrater herovre fra Gjerrild, så der var kamp om stemmerne, bl.a. jo en populær borgmester. Han støvsugede jo lige det område her, men det vigtigste var jo, at han kunne fortsætte som borgmester."
Kommer vi til at se dig stille op igen?
"Nej, så bliver jeg vist for gammel."
Hvad har specielt interesseret dig i den lokale politik?
"De første 12 år var jo socialudvalget - det var en spændende periode."
Mens I var i opposition?
"Ja, det var den periode, hvor man lukkede plejehjem og byggede op om de 2, der er der nu."
Og hvad så i den seneste periode?
"Da sad jeg jo så i økonomiudvalget."

henning_4.jpg (16681 bytes)Oplevede du nogen forskel på at være i opposition og at sidde ved roret?
"Ja, bestemt. Det har været en rigtig spændende periode, hvor vi har fået sat gang i rigtigt meget. Jeg tror aldrig, der har været bygget så meget her i Nørre Djurs, som kommunen har sat i gang. Det kan vi godt regne på vores plusside - hvis du tager vores valgprogram for fire år siden, er næsten alt blevet gennemført. I vores konstitueringsaftale fra dengang er du jo kun et par enkelte ting, der ikke er ført igennem."
Har du været glad for den?
"Ja, det synes jeg. Der har været rigtigt godt samarbejde der."

Hemmed-vejen har jo været ét af valgets store temaer, hvordan har du det med den?

"Det er jo så én af de få ting, vi ikke fik gennemført. Økonomien sætter jo nogle grænser, men den kommer da også en dag, ingen tvivl om det - der kommer til at gå nogle år. Den uenighed, der har været om vejen, drejer sig ikke så meget om, hvorvidt vi skal have den, som hvornår."
Hvad siger du så til den nye konstituering?
"Det vil jo nok blive en lidt mere rolig periode, hvor der ikke bliver råd til at sætte noget videre i gang, og hvor vi så kan nyde de ting, der er blevet startet op i den seneste periode. Pengene er blevet investeret i mursten (skolerenoveringer, bl.a.), og kommunens ejendomsvurderinger er steget - vi står med nogle skoler og plejehjem, der snart er i orden. Det næste bliver at få byggemodnet nogle grunde, bl.a. jordbrugs-parceller, så der kan gøres klar til at sætte hjulene i gang igen."
Tror du, vi har chancer for at få nogle erhverv hertil på længere sigt?
"Ja, Bønnerup for eksempel, det er jo der, det sker lige nu. Lystbådehavnen har trukket mange ting til, og den udvikling vil ganske givet fortsætte også med den erhvervspark, der er så meget snak om. Og det gælder i øvrigt også i Ørum, hvor der også er erhvervshus-planer. Det er dejligt, at der er så mange borgere her i kommunen, som tager nye initiativer, og det gælder det om at støtte. Savnet af arbejdspladser er nok det allerstørste, og de lukninger, vi oplever i Grenå lige nu trækker også i den forkerte retning."
Hvordan har du det for øvrigt med snakken om kommunesammenlægninger?
"Jamen, den kommer da på et tidspunkt, og det bliver jo bare en videreudvikling af det samarbejde, der eksisterer i forvejen, og en skønne dag vil man lige så godt kunne lægge det hele sammen."
Tror du ikke, der bliver langt fra borgere til rådhus?
"Bestemt, det bliver da en afvejning, for det vil da gå ud over demokratiet. Nærheden mellem borgere og rådhus vil da gå fløjten, men det vil være en nødvendig konsekvens af kommunesammenlægning. Til gengæld tror jeg ikke, det ligger lige om hjørnet. Foreløbig synes jeg, vi skal kæmpe for eksistensen af vores lille kommune og for de flotte landsbyfællesskaber, vi har. Vi har jo for eksempel gjort meget for decentralisering af både skoler og børnehaver i den seneste periode, og det er godt. Vi skal også huske, at vi har fået sat gang i for eksempel boligbyggeri til ældre i Ramten, og jeg tror, vores decentraliseringspolitik har været med til at udsætte kommunesammenlægningen."
Hvad med omstruktureringen på kommunekontoret, der sker lige nu?
"Jeg tror på, at den nok skal lykkes, og at det vil give en stærkere styring af for eksempel budgetlægningen, så vi undgår de chok, vi har fået i denne periode. Der kommer ikke til at ligge nogen besparing i det, men politikerne vil blive frigjorte til at tænke mere overordnet politisk."

John Krogh har været inde på, at politikerne er for meget sagsbehandlere?
"Jamen, det har noget med kommunens størrelse at gøre, det tror jeg ikke, man undgår selv med den nye struktur."

Har du lige en slutbemærkning, inden du takker af?
"Jeg vil håbe og ønske, de får et godt samarbejde, for det er en nødvendighed, hvis det skal gå godt, og det gælder på tværs af alle partier."

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 12- 13-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001