Artikler på Nørre Djurs Web
Interview: John Krogh

I vores nye serie med interviews af vore lokalpolitikere er vi i dag nået til socialdemokraten John Krogh, der ikke opnåede stemmer nok til genvalg denne gang:

Hvor længe har du egentlig siddet i kommunalbestyrelsen, John?
"I sammenlagt 8 år, altså 2 perioder, og det har været 2 gode perioder, men jeg er ikke ked af, jeg ikke blev valgt ind."
Men vi ser dig vel stille op igen næste gang?
"Det er jeg ikke sikker på - jeg bliver jo 60 inden næste valg, og der skal unge og friske kræfter til, synes jeg."
Har du nogen ting, gode ting, du selv synes, du har været med til at lave?
Jeg synes, det er en god ting, at vi ikke i begge perioder har siddet i opposition. Når man har borgmesterposten, sætter man jo dagsordenen på en helt anden måde, end vi socialdemokrater ellers har været vant til her i kommunen. Og sammen med Nørre Djurs Listen og de konservative har vi så sandelig også fået gennemført en masse ting, synes jeg. Men vi har jo haft nogle uforudsete udgifter, der gør, at finanserne ikke står så godt - budgettet vi lavede var godt nok, men da vi så skulle lave regnskab, var det ikke helt godt. Det er dog vigtigt at vide, at det skyldes udefrakommende udgifter, hvor der ikke har fulgt en pose penge med, når staten har pålagt os udgifter."

John-Krogh_400.jpg (41292 bytes)


Det er vel også svært at være politiker i en kommune, hvor økonomien hele tiden står i vejen for de gode idéer?
"Ja, men her synes jeg, at fællesskabet herude har skabt mange gode resultater. Som eksempel kan jeg da nævne KulturRaketten, hvor Socialdemokratiet sammen med min kone (Kirsten Krogh) og en række af områdets kulturelle ildsjæle, har lavet et virkelig flot stykke samarbejde. Selvfølgelig er det lidt flot af mig at tilskrive Socialdemokratiet hele æren for dette, for som sagt har det været båret af borgernes initiativer, men jeg er på den anden side ikke så sikker på, at et projekt som KulturRaketten nogensinde ville være kommet på Venstres initiativ."
Hvad specielt kan du nævne som ting, du har brændt for, og som er lykkedes?
"Jamen, der er jo det med sprøjtegifte (måske en bagatel), men jeg var jo meget interesseret i at begrænse det der med round-up, hvor kommunen jo sprøjtede løs til højre og venstre. Det var jeg med til at få begrænset - ikke alene, for det kan man ikke - men sammen med Malte Larsen og Poul Kjelgaard var jeg med til at danne flertal i Teknisk Udvalg for en begrænsning."

Henimod slutningen af samtalen kom John Krogh ind på en irritation, han mange gange har haft, over, at politikerne brugte for meget tid og energi på at "sagsbehandle".
"Det kan ikke være meningen, at man skal blande sig i alle mulige småsager - man skal sgu være med til at stikke nogle kurser. Og her er det vigtigt, at politikerne samarbejder, så vi trækker på samme hammel om de store linjer."
Hvad tror du bliver mærkesager i de kommende års kommunalpolitik?
"I den her kommende periode tror jeg nok, de skal have budgetterne til at hænge sammen. Hvis vi nogensinde bliver så dygtige, synes jeg, vi skal have den der Gjerrild-sti etableret, men foreløbig sidder der jo flere propper i og forhindrer det, både hos de private lodsejere og i de offentlige systemer. Den sti er jeg en varm fortaler for, men den nuværende formand for Teknisk Udvalg, Carlo Christensen, har jo været imod den lige fra starten. Det virker på mig, som om sagen er syltet, men andre siger, den kommer en dag og blot venter på afgørelse."

Det sidste, vi når at komme ind på, er et spørgsmål fra os om, hvordan John Krogh tror, mulighederne er for turismen her i vores område, hvor vi jo ikke har de store "slagnumre" af turistattraktioner.
"Jeg tror på, at vores flotte natur kan være trækplaster i sig selv. Vi har flere badestrande med det Blå Flag, og det kan folk godt lide - de føler sig hjemme og kommer igen år efter år. Men ved siden af turismen er det også vigtigt, at det snart lykkes os at trække nogle ikke-forurenende virksomheder til vores kommune, det er jeg ked af, vi har så lidt af. Det er indtil videre heller ikke lykkedes os at få noget fiskeindustri op at stå i Bønnerup, at få etableret nogle nye arbejdspladser - det savner vi stærkt."

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 12- 10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001