Historien om Taleban
De var rodløse og fattige. Deres mål var oprettelsen af det autentiske
islamiske samfund. De fleste af talebanerne - »de koranstuderende« - stammer fra
flygtningelejre i Pakistan. Siden shiiternes magtovertagelse i Iran har ingen anden
religiøs politisk bevægelse været så meget i verdensoffentlighedens fokus som Taleban.
Hvad er deres historie? Hvordan kunne de vinde den militære magtkamp i
Afghanistan? Hvilken rolle spiller Taleban i Afghanistan og i Pakistan idag?
Efter Sovjetunionens tilbagetrækning fra Afghanistan i 1989 fulgte en
lang kamp mod præsident Nadshibullahs regime, der endte med at mudjahidinerne i 1992
indtog Kabul.
Umiddelbart efter udbrød en borgerkrig mellem de forskellige rivaliserende stammer i
landet. Således samlede islam-partiets leder, Gulbuddin Hekmatjar, Afghanistans største
folkeslag, pashtunerne, omkring sig og belejrede Kabul, som på dette tidspunkt var under
kontrol af mudjahidin-lederen Burhanuddin Rabbani og hans militære øverstkommanderende
Ahmed Sha Massud.
Afghanistan befandt sig i slutningen af 1994 i en opløsningsproces.
Krigsfyrster, militsledere og tidligere mudjahidinere havde opdelt landet i
indflydelsesområder, hvor de nu agerede som bandeledere.
Der blev konstant smedet nye alliancer, og lige så hurtigt blev disse igen udskiftet med
andre kampfæller, når det viste sig mere fordelagtigt. Særlig råt gik det til i
Afghanistans sydøstlige storby Kandahar. Selv internationale hjælpeorganisationer anså
det for farligt at være tilstede i byen på grund af de rivaliserende gruppers krigeriske
adfærd.
Væbnede grupper beslaglagde ganske vilkårligt huse og gårde, smed
beboerne ud og overgav dem til deres tilhængere som »krigsbytte«. De kidnappede og
voldtog piger og kvinder, og drog plyndrende gennem basarerne og byens gader.
Flygtningene fra krigen mod den sovjetiske besættelsesmagt vendte derfor ikke tilbage.
Istedet blev endnu større dele af Afghanistans befolkning drevet på
flugt - de fleste i retning af byen Quetta i Pakistan. Mange af de mudjahidinere, der
havde kæmpet mod Sovjetunionen og Nadshibulla-regimet, og derefter var vendt hjem til
deres familie eller til deres madrassen - en slags religiøs kostskole - i Kandahar eller
Quetta, satte sig for at genoprette »ro og orden« i Afghanistan.
Mullah Mohammed Abbas, der senere blev Talebans sundhedsminister i Kabul,
fortalte i en samtale med den pakistanske journalist Ahmed Rashid, hvordan Taleban blev
til:
»Mudjahidinernes gamle ledere har fuldstændigt spillet fallit, de har ikke bragt os
fred! Derfor rejste jeg med venner til Herat for at rådslage os med byens shura (byråd).
Her fandt vi heller ingen løsning og situationen forværrede sig konstant. Endelig tog vi
til Kandahar for at diskutere situationen med Mullah Omar og derefter sluttede vi os til
ham«.
Talebans politisk-religiøse grundlag
Efter lange og tidskrævende diskussioner formulerede denne gruppe en plan, som de den dag
idag betegner som deres fælles grundlag:
De ville skabe fred, afvæbne befolkningen, gennemføre shariaen - dvs. gøre islam til
lovgivende religiøs instans - og forsvare Afghanistans integritet som et islamisk emirat.
De fleste af de mænd, som sluttede sig til Mullah Omar havde tidligere været deltids-
eller fuldtidsstuderende ved en madrassen. Hermed opstod betegnelsen »Taleban«. Taleb er
ensbetydende med koranstuderende/elev, en der stræber efter viden. I modsætning til en
Mullah, som er en lærd, der formidler viden. Ved at kalde sig Taleban lagde de samtidig
afstand til mudjahidinernes partipolitik og signalerede, at de opfattede sig selv som en
bevægelse for regeneringen af samfundet, og ikke som et parti, der stræber efter
magtudøvelse.
Hvem er Taleban?
De mænd, som sluttede op bag Omar, var alle børn af den hellige krig, Jihad, mod de
»vantro« sovjetiske invasionstropper. De var desillussionerede over de splittelser og
kriminelle aktiviteter, som det engang så idealiserede Mudjahidin-lederskab nu var
ansvarlig for.
Taleban opfattede sig selv som udrenseren efter en degenereret borgerkrig. De ville rette
op på et fejlslået samfundssystem, udrydde korruption og skabe »ro og orden« i
Afghanistan.
Mange af Talebans aktivister var født og opvokset i flygtningelejrene i Belutsjistan og i
Pakistans nordvestlige provins. Deres liv kredsede omkring arbejdet med koranstudiet i de
talrige madrassen, der i 80'erne opstod overalt langs grænsen under ledelse af afghanske
mullaher og pakistanske fundamentalister.
På disse religiøse kostskoler studerede de profeten Mohammeds lære og grundlaget for de
islamiske love. Fortolket af lærere som for det meste selv ikke kunne læse og skrive.
Hverken lærere eller elever havde matematisk, videnskabelig, historisk eller geografisk
kundskab. De yngre talebanere havde kun ringe kendskab til deres land og dets historie.
Til gengæld havde de i deres madrassen fået alt at vide om det ideale islamiske samfund,
som profeten Mohammed for 1.400 år siden havde skabt, og som de ville genskabe på ny.
Mullah Omar, Talebans valgte religiøse leder, forklarede til den pakistanske journalist
Rahimullah Yusufzai deres motiver på følgende måde:
»Vi greb til våben for at kæmpe for den afghanske Jihad og for at befri vores folk for
fortsatte lidelser på grund af de indbyrdes krigsførende mudjahidinere.
Vi tror betingelsesløst på Guds almagt. Det har vi aldrig glemt. Han kan velsigne os og
give os sejren, nøjagtigt som han kan tilintetgøre os til hver en tid«.
Mange talebanere voksede op som forældreløse på grund af krigen. De fleste var
rodløse, rastløse, uden arbejde, fattige og uden almenviden. Deres simplificerede tro
på en messiansk, puritansk islam fik de indoktrineret af landsby-mullaher, og det var det
eneste holdepunkt, der gav deres liv en betydning.
Uden uddannelse og uden kendskab til landets traditionelle beskæftigelse som landbrug,
kvægavl, håndværkskunst osv. var de det, som Karl Marx betegnede som marginaliseret
subproletariat (»pjalteproletariatet«).
Udover den religiøse indoktrinering fik talebanerne militær træning af
Mudjahidin-militser, der opererede i Pakistan og senere af pakistanske officerer med samme
fundamentalistiske indstilling.
Talebanernes militære felttog
Med hjælp fra pakistanske professionelle militærrådgivere var det en overkommelig sag
for Taleban at besejre de militser, der indbyrdes bekrigede hinanden i talebanernes eget
stammeområde: det vilde Pashtunistan.
Meget vanskeligere var deres efterfølgende militære felttog mod de betydningsfulde
krigs- og stammefyrster i resten af landet.
Uden fly og kun med ringe logistisk støtte fra Kandahar, samt en svag kommandostruktur,
måtte Talebans styrker i starten af disse militære konfrontationer lide store tab.
Først og fremmest i kampen mod den daværende regering under »præsident« Rabbani
(nuværende overhoved i »Nordalliancen«), som kontrollerede byerne Kabul, Herat og seks
provinser omkring Kabul.
Ifølge pakistanske kronikører mistede mindst 3.000 Taleban-soldater livet i disse kampe.
For mange afghanere var Taleban endnu en krigsførende gruppering, der dukkede op i det
borgerkrigs-rystede land.
Efter nederlaget mistede Taleban i 1995 fire ud af i alt 12 provinser. Situationen
forandrede sig først efter, at Talebans religiøse leder Mullah Omar indkaldte 1.200
islamiske pashtuner-ledere til et rådsmøde, en såkaldt ulama-forsamling. Aldrig før i
Afghanistans nyere historie havde så mange religiøse ledere været samlet på én gang.
Formålet var at vedtage en aktionsplan for landets fremtid.
To hovedstrømninger udformede sig på mødet: Gruppen fra Kandahar omkring Omar var
tilhængere af at fortsætte krigen, mens de dele af pashtunerne, der stammede fra
områder, som nyligt var blevet erobret af Taleban, var fortalere for fredsforhandlinger,
som kunne afslutte konflikterne.
Efter lange diskussioner afsluttedes mødet med at erklære hellig krig - Jihad - mod
Rabbanis regering i Kabul.
Taleban lovede hinanden, at de under ingen omstændigheder ville indgå i en dialog med
modstanderne. Derefter tog de stilling til det andet hovedtema i forsamlingen:
De forkyndte, at den endelige afgørelse om kvindernes fremtidige stilling i Talebans
islamiske orden, først ville blive konkretiseret, når Afghanistan havde en legitim
regering. Mullah Omar og hans gruppe fik dermed vedtaget sine positioner, som fra nu af
blev karakteristiske for Talebans religiøst betingede politik.
Erobringen af Kabul
Mens Iran, Rusland og Indien intensiverede deres militære og økonomiske hjælp til
Rabbani-regeringen, støttede Pakistan og Saudiarabien som modtræk Talebanerne.
Således installerede Pakistan et moderne, kabelløst telefonnet for talebanerne og
moderniserede deres flyvåben.
Saudiaraberne sendte dem ved hjælp af Osama Bin Laden og hans nære ven Prins Turki
al-Feisal, chef for landets efterretningstjeneste Istakbarat, hundredevis af moderne
japanske Pick-ups samt mange millioner dollars.
Denne hjælp brugte talebanerne til endnu engang at forsøge at indtage Kabul.
Få dage før den afghanske vinter satte ind, erobrede mobile Taleban-enheder i 1996 Kabul
i et lynangreb. I disse kampe deltog de såkaldte »Internationalister« på Talebans
side.
»Internationalisterne« eller »Jihad-krigerne« bestod af militært veltrænede
fundamentalister fra mange lande. Disse soldater var oprindeligt blevet uddannet og
støttet af USA's militær i kampen mod Sovjetunionen.
Deres velgører, rådgiver og senere leder var saudiaraberen Osama Bin Laden. følge
pakistanske militæreksperters vurdering var det disse Jihad-krigere, som afgjorde slagets
udfald til fordel for talebanerne.
Talebans indtog i Kabul blev i første omgang hilst velkommen af byens hårdt prøvede
befolkning. I de fire år, da Ahmed Shah Massuds hærstyrke på 20.000 mand kontrollerede
byen, havde de udfoldet sig som arrogante og brutale magthavere.
Kvindeorganisationen RAWA (Revolutionary Association of the Women of Afghanistan) har i en
udtalelse beskrevet Massuds soldater således:
»... de udplyndrede og overfaldt folk, antastede kvinderne på gaden og voldtog mange af
dem, de konfiskerede også vilkårligt folks huse«.
Det er bl.a. sådanne erfaringer med centrale kræfter i den nuværende Nordalliance som
gør, at store dele af Afghanistans befolkning ikke bakker denne opposition mod Taleban
op.
Der var imidlertid ikke gået mere end 24 timer efter Talebans indtog i Kabul, før de med
stor energi og iver gik igang med at indføre et rigorost og brutalt system, som de
påstod var i overensstemmelse med den oprindelige islamiske koranudlægning.
Taleban fratager kvinder alle rettigheder
Som et af de første skridt blev der udfærdiget et dekret, som med øjeblikkelig virkning
forbød kvinder at arbejde udenfor deres hjem.
Taleban så bort fra, at kvinderne udgjorde omkring en fjerdedel af de ansatte i byens
administration, og at næsten hele skolevæsenet samt størstedelen af sundheds-væsenet
blev båret af kvindelig arbejdskraft.
Med Talebans dekret mistede 25.000 familier, der ikke havde en udearbejdende mandlig part,
hele deres hidtidige indkomst. Omkring 70.000 piger i skolealderen blev ramt af Talebans
lukning af pigeskolerne.
Kvinderne blev tvunget til at iklæde sig den såkaldte burqa - en dragt, der dækker hele
kroppen og ikke lader så meget som øjnene fri.
Inde bag hjemmets fire vægge var det tilladt at tage burquaen af, til gengæld var det
påbudt at male husets vinduer mørke, så ingen mænd udenfor ville kunne se eller bare
ane en kvindeskikkelse indenfor.
I bogstaveligste forstand forbød Taleban kvindernes adgang til solen og lyset, hvilket
blandt andet har bevirket, at mange kvinder har fået hudeksem og sygdomme, som følge af
vitaminmangel, fordi de i mange år har været henvist til et liv i mørke.
Disse overgreb mod kvinderne udløste vrede og modstand fra en illegal organiseret
kvindegruppe i Afghanistan: RAWA - Revolutionary Association of the Women of Afghanistan.
I et interview med BBC Talking Point fra den 18. oktober 2001 kommenterede en afghansk
feminist fra RAWA Talebans angreb på kvindernes menneskerettigheder således:
»Hvis kvinder ikke må arbejde - hvad sker der så med enker eller enlige mødre?
Hundredevis, ja tusindevis af kvinder i Afghanistan har ikke andre muligheder end at
tigge, at prostituere sig eller at begå selvmord. Omkring 95 procent af alle afghanske
kvinder lider idag af alvorlige psykiske problemer.
Indtil den 11. september var Afghanistan en glemt tragedie, ikke kun i den muslimske
verden, men i hele verden«.
Spil og musik forbydes
I den første tid efter at Taleban var kommet til magten, bekendtgjorde de hver dag nye
love, der langsomt kvalte afghanernes traditionelle livsglade livsmønstre. Der blev
udstedt forbud mod samtlige selskabsspil så som skak, fodbold, drageflyvning osv.
Enhver form for musik, fjernsyn, video, biografer osv. blev forbudt. Taleban realiserede
deres fortolkning af sharia ved at indføre drastiske afstraffelsesmetoder:
»Tyve bliver straffet med afhugning af hænder og fødder, utro ægtefæller bliver
offentligt stenet og indtagelse af alkohol bliver straffet med pisk«, oplyste Radio
Sharia (tidligere Radio Kabul ) den 28. september 1996.
Taleban-militser patruljerede på gaden, hvor de anholdt alle mænd uden skæg og piskede
kvinder, som ikke var tilsløret tilstrækkeligt.
I denne tid var de internationale medier tilstede i Kabul og de berettede om de uhyrlige
restriktioner, som Taleban nedlagde over befolkningen.
Dette udløste dog ingen større protest i resten af verden.
Taleban oprettede et religiøst råd - Shuraen - for at regere Kabul. Shuraens seks
medlemmer var foruden formanden Mullah Mohammed Rabbani, udenrigsministeren Mohammed
Ghaus, informationsministeren Mullah Amir Khan Muttaqi, Mullah Syed Ghayasuddin Agha,
Mullah Fazi Mohammed og Mullah Abdul Razaq.
Ingen af Shuraens medlemmer havde nogensinde før levet i en storby, de fleste havde
aldrig før været i Kabul, og havde derfor kun ringe kendskab til byen. De skulle nu lede
en by, som på dette tidspunkt havde 1,2 millioner indbyggere.
Resultatet var forudsigeligt: Kabul gik til bunds i kaotiske økonomiske og sociale
tilstande.
På mange måder blev situationen endnu værre end under de forrige magthavere. Det
foregik først og fremmest på bekostning af den overvejende fattige del af Kabuls
befolkning.
»De fleste afghanere hader Taleban. Når der ikke findes en synlig modstandsbevægelse,
er det fordi den udhungrede befolkning står over for en svært bevæbnet fjende«, sagde
en repræsentant fra RAWA fornylig i en udsendelse i BBC.
Talebans forhold til Pakistan
Baggrunden for at Pakistan støttede de afghanske fundamentalister tog sit udgangspunkt i
den diplomatiske krise mellem Pakistan og Afghanistan fra 1955 til 1962.
Konfliktens årsag var det daværende afghanske regimes krav om et Stor-Pashtunistan under
Afghanistans protektion. Dette krav blev bakket op fra en relativ stor gruppe af
venstreorienterede pashtunere.
Det pakistanske militær-regime under ledelse af general Zia Ul-Haq anså støtten til de
dengang politisk marginale Jihad-grupper som et fremtidigt redskab for Pakistans
interesser.
Målet var at indsætte en Pashtuner-Mudjahidin-regering i Kabul, som skulle være
afhængig af Pakistan og dermed udradere alle tanker om territoriale krav.
De pakistanske militærstrateger var af den mening, at en sådan alliance ville give
Pakistan en »strategisk dybde« overfor ærkerivalen Indien. Pakistans geografi, mangelen
på plads, dybde og bagland tillod ikke en langvarig krig mod Indien.
Således kom konflikten mellem Indien og Pakistan omkring de territoriale uenigheder om
den indiske del af Kashmir-provinsen til at spille en vigtig rolle i Pakistans forhold til
Taleban:
I løbet af 90'erne udvikledes der så stærke bånd mellem Pakistan og Afghanistan, at
mudjahidinerne tilbød militære uddannelseslejre for islamiske guerillagrupper, der
kæmpede i Kashmir.
Under pres fra Indiens regering var USA i 1992/93 tæt på at udråbe Pakistan til
statslig sponsor for terrorisme i den indiske del af Kashmir.
Som reaktion herpå flyttede Pakistan i 1993 mange af sine guerillalejre til det østlige
Afghanistan og betalte store summer for tilladelsen hertil. I første omgang gik disse
betalinger til Jalalabad-Shuraen, siden til Taleban.
Osama Bin Laden finansierede én af disse lejre for Jihad-krigerne fra Kasmir i det
afghanske Khost, opmuntret af en taknemmelig pakistansk regering. Kashmir-konflikten blev
omdrejningspunktet for Pakistans Afghanistan-politik og for deres støtte til Taleban, som
til gengæld udnyttede denne afhængighed optimalt.
Talebanerne nægtede således kategorisk at acceptere andre krav fra Pakistans side, vel
vidende at regeringen i Islamabad ikke kunne afslå dem noget, sålænge de havde brug for
militærlejre for Jihad-krigerne fra Pakistan og Kashmir.
Talebans forbindelse til de pakistanske statslige institutioner, partier, islamiske
grupper, netværket af madrassene, narkotikamafiaen og forretningsgrupperne har dybe
rødder.
Den opstod i en tid, hvor Pakistans magtstrukturer var fordelt mellem forskellige
indbyrdes konkurrerende interessegrupper.
Dette anså Taleban som fordelagtigt, da de under ingen omstændigheder ville være
afhængig af en enkelt lobby. De havde tilsyneladende lært af situationen i 80'erne, hvor
de afghanske mudjahidinere havde gjort sig afhængige af det pakistanske
efterretningsvæsen ISI og det islamisk-fundamentalistiske parti Jamaat-i-Islami.
ISI spillede en vigtig rolle i 80'erne som formidler mellem USA og mudjahidinerne, der
bekæmpede Sovjetunionens militære invasion. ISI organiserede deres militære uddannelse
med amerikanske militærofficerer som vejledere, ISI sørgede for indrejsetilladelse til
Pakistan for de Jihad-frivillige, der strømmede til fra over 41 lande, ISI sørgede også
for at den amerikanske regerings dollarmillioner samt moderne våbenteknologi nåede frem
til mudjahidinerne.
Talebanerne derimod havde bedre tilgang til indflydelsesrige lobbyer i Pakistan end
mudjahidinerne nogensinde havde haft.
De opbyggede via deres folkeslag - pashtunerne - et netværk af støtter indenfor den
pakistanske hær og det pakistanske efterretningsvæsen, skabte nære forbindelser til
mægtige klaner ved handelscentrerne langs den pakistanske grænse til Afghanistan, og
knyttede kontakter langt ind i regeringskredse.
Alle Talebans indflydelsesrige forbindelser er baseret på forretningsinteresser, fælles
islamisk-fundamentalistiske mål og/eller bestikkelse og korruption.
Afghan Transit Trade - nøglen til magten
I denne komplekse relation mellem Taleban og Pakistans forskellige lobbyer spiller den
økonomiske faktor en vigtig rolle:
Det såkaldte Afghan Transit Trade (ATT) er i løbet af ganske få år vokset frem og
blevet til verdens største smuglervirksomhed.
ATT har forretningsmæssigt kædet Taleban sammen med pakistanske smuglere,
lastbilchauffører, narkobaroner, statslige bureaukrater, politikere af vidt forskellig
observans, samt politi-og militærofficerer.
Disse forretninger er Talebans officielle hovedindtægt, og det går på bekostning af
nabostaternes eksportomsætning.
Før USA's militære angreb kørte der hver dag omkring 300 lastbiler fyldt med
ikke-deklareret fragt gennem Afghanistan til Kabul og andre afghanske byer. Derfra gik det
videre til nabolandene via smuglerruter eller også direkte forbi bestukkede grænse- og
toldposter.
Vareudbuddet rakte fra engelsk undertøj til østeuropæisk militærgrej, stjålne biler
og iransk olie. Denne frihandel helt efter »Wild West-manér« har gennem årene bredt
sig ud over alle Afghanistans grænser.
Årsagen er borgerkrigen og landets økonomiske fallit, men også de lukrative muligheder
ved handel med narko samt korruptionen i de statslige institutioner i Pakistan, Iran og
Centralasien.
Overfor en journalist fra Le Monde betegner en pakistansk økonom situationen som værende
fuldstændig ude af kontrol.
»Talebanerne bliver finansieret af smuglervirksomheder, og til gengæld holder de vejene
åbne. Pakistan vil alene i dette finansår have 20 procent mindre i indtægt end før på
grund af smuglervirksomhederne i Afghanistan.
Det er i realiteten denne smugler-mafia, som bestemmer, hvem der skal have magten i
Afghanistan og i Pakistan«.
Såvel transportmafiaen som narkobaronerne støtter Taleban-regimet. Udfra deres
erfaringer er grunden indlysende:
Før i tiden under mudjahidinernes regimer måtte lastbiler på ruten mellem det
pakistanske Peshawar og Herat i den vestlige del af Afghanistan betale toldafgifter op til
ti gange til de respektive lokale krigsledere, som de mødte på deres rute.
Nu under Taleban-regimet er det kun faste engangsbeløb, som skal betales, og der er ingen
fare for, at transporten bliver udplyndret undervejs.
Derudover får Taleban støtte fra forskellige fundamentalistiske grupper i Pakistan.
Skønt de indtil videre kun udgør et lille mindretal af landets samlede befolkning, er
det gang på gang lykkedes for dem at skabe polariseringer i det pakistanske samfund.
Taleban spiller en stor rolle i denne udvikling i nabolandet. Således er over 80.000
militante pakistanske islamister blevet uddannet af Taleban siden 1994. Det er dem, som
danner den hårde kerne af islamiske aktivister i Pakistan, og er parate til at kæmpe for
en islamisk revolution a la Afghanistan.
Mens krigen raser
Nu, mens krigen raser, er der stadig en stærk forbindelse mellem Taleban og Pakistans
statsinstitutioner. Det kom blandt andet til udtryk, da Talebans øverste militærchef
Jalaluddin Haqqani i sidste uge aflagde statsbesøg i Islamabad.
En talsmand for Pakistans udenrigsministerium lovpriste Talebans militærleder som en
helt, »der væsentligt har bidraget til Sovjetunionens endegyldige kollaps og befrielsen
af Centralasien«.
Og det alt imens USA og dets allierede på samme tid forsøger at knuse Talebanstyret -
bl.a. med Pakistan som forbundsfælle.
USA's strategi i Centralasien
Grunden til USA's afventende holdning overfor talebanernes erobring af Afghanistan var, at
de fuldstændigt fejlagtigt antog, at talebanerne ville moderere deres fundamentalistiske
holdninger og gennemgå en lignende udvikling som USA's trofaste marionetter i det
saudiske kongehus.
Med Clinton-administrationens godkendelse inviterede det amerikanske olieselskab Unocal
ledende talebanere til Houston. Koncernledelsen foreslog at lægge en gasrørledning fra
Turkmenistan gennem Afghanistan og til pakistanske havne ved det Arabiske Hav. For dette
projekt tilbød de en attraktiv transfer-pris.
Som den engelske avis The Guardian skriver, var USA's holdning til Taleban de første år
præget af olie-industriens interesser.
USA's regering tog det derfor med sindsro, at Taleban indførte sharia-lovgivningen, der
især ramte de afghanske kvinders elementære menneskerettigheder. I februar 1998 udtalte
John Maresca fra Unocal, ifølge The Guardian, at væksten i energibehovet i Asien samt
sanktionerne mod Iran gjorde, at Afghanistan fortsat var den eneste anden mulige rute for
olien fra det Kaspiske Hav.
USA's strategiske planer for at opnå kontrol med gas- og olieforekomsterne i de
centralasiatiske regioner og transportere dem udenom Kina og Rusland blev ødelagt af
talebanernes orientering til den internationale Jihad mod de vestlige »vantros«
indflydelse i den islamiske verden.
Taleban har aldrig haft en pan-islamisk ideologi, og forestillingen om at »talebanisere«
andre lande var oprindeligt helt fremmed for dem.
Deres nye aggressive verdenssyn stammer fra Osama Bin Laden. Han bragte dem sammen med
Jihad-krigerhæren i Afghanistan, og skabte med godkendelse fra Taleban-lederne i 1998
»Verdens Islam Front for Jihad mod jøder og korsriddere«.
Afghanistans strategiske betydning har naturligvis ikke ændret sig. Den fordækte del af
krigen mod Afghanistan er at trænge ind på nogle af verdens mest lukrative markeder for
at etablere en militærpolitisk kontrol over Centralasiens råstofforekomster.
Den stærke lobby af tidligere olie-industriledere med den amerikanske vicepræsident Dick
Cheney i spidsen er garanti for, at disse planer bliver forsøgt realiseret med alle
tænkelige og utænkelige midler.
Lige nu - en venstreorienteret stemme fra Afghanistan
Om den aktuelle situation i Afghanistan siger en aktivist fra den lille illegale,
venstreorienterede organisation »Afghanistan Labour Revolutionary Organisation« i et
interview til den engelsk-pakistanske journalist Farooq Tariq følgende:
Hvordan er situationen i Afghanistan lige nu?
- Den 16. september opholdt jeg mig i Jalalabad. Byen var i en rystende tilstand. Alle
talte om at flygte fra byen og om at forlade Afghanistan så hurtigt som muligt.
Men for at komme til Peshawar i Pakistan har man brug for mindst 200.000 Afghanis (ca. 15
kr.). Dertil har man brug for yderligere 500.000 Afghanis pr. person for at kunne bestikke
de pakistanske grænseposter.
- Enhver som kan opdrive dette svimlende beløb, flygter herfra! Gennemsnitsindtægten for
en ansat i den afghanske offentlige sektor er for tiden 500.000 (ca. 37,50 kr.) Afghanis
pr. måned. En daglejer tjener pr. dag 10-20.000 Afghanis pr. dag (op til 1,50 kr.).
- Derudover er det en »normal« tilstand, at lønningerne til offentligt ansatte ikke
udbetales i op til 6 måneder ad gangen. Der hersker altså stor fattigdom. Folk har
virkelig fået nok af Talebans kaos. De tør ikke sige det højt, men de fleste er sikre
på, at Talebans tid snart er forbi. De fleste butikker og handelsselskaber i Jalalabad er
lukket. Byen ligger hen, tom og forladt.
Hvor stærk er Taleban militært?
- Taleban råder over omkring 20.000 væbnede, krigserfarne tilhængere. De har mistet
Pakistans logistiske støtte, og derfor er deres væbnede styrker i problemer. Derudover
støttes Taleban af Osama Bin Ladens omkring 25.000 væbnede, veltrænede Jihad-krigere
fra mange arabiske lande, Pakistan, Nigeria, Sudan, Kina, Algeriet, Tjetjenien, osv.
Hvordan er Talebans forankring i befolkningen?
- Jeg vurderer, at de stort set har mistet deres tidligere støtte fra dele af
befolkningen. Derfor vil de i sidste konsekvens miste deres magt, når krigen tilspidser
sig.
Ikke så meget på grund af USA's militære angreb, men snarere fordi de nu ikke længere
har en en social basis i befolkningen. De er det mest upopulære regime i Afghanistans
historie.
Eksisterer der differencer indenfor Taleban?
- Indenfor Taleban eksisterer der tre strømninger i forbindelse med det aktuelle
spørgsmål om en eventuel udlevering af Osama Bin Laden til USA:
En meget ekstrem fundamentalistisk gruppering, som er absolut imod udleveringen, en anden
stor gruppe, som derimod er for udleveringen, mens en tredje gruppe af talebanerne ikke
har klare holdninger dertil.
Problemet er efter min mening, at samtlige tre grupperinger er mindre end Osama Bin Ladens
militære styrker. Han er for tiden Afghanistans egentlige magthaver.
Hvilke kræfter består den Taleban-oppositionelle Nordalliance af?
- Nordalliancen er en meget blandet sammensætning. Abdul Rashid Dostum, som leder
»Junbashi Milli Islamia« (»Den islamsike nationalbevægelse«) var en nær
forbundsfælle af Babrak Karmal og Najibullah - Afghanistans tidligere magthavere, som
blev støttet af Sovjetunionen.
- Dog er han ingen fundamentalist, og hans basis er overvejende Afghanistans usbekere og
turkmenere. En anden del af Nordalliancen består af professor Siafs »Itehad Islami
Afghanistan« (»Afghanistans Islamiske Enhed«).
De er de mest fundamentalistiske kræfter i Nordalliancen.
- Den myrdede Ahmed Sha Massuds parti »Shoora Nizaar« (»Islamisk enhed«) er en stærk
faktor i Nordalliancen. Massud var en religiøs fanatiker, men har i den sidste tid af sit
liv orienteret sig til politisk højreorienterede positioner.
Han var den eneste, som var i stand til at lede Nordalliancens militære modstand med en
vis sympati fra dele af den afghanske befolkning. Det er derfor, han blev dræbt.
Dertil kommer en del mindre islamiske partier.
Kilder: RAWA's Internet-Web-News; aktuelle udgaver af: Der Spiegel, Taz, Le Monde, Die
Linke, Die Zeit, The Guardian, samt nogle statements fra A-infos og Arm The Spirit.
|