Artikler på Nørre Djurs Web Endnu en bredbåndskampagne |
I Bredbåndsforeningen er man
nu så langt i processen med at få bredbånd til hele Djursland, at man har indledt de
første realitetsforhandlinger med flere tele-selskaber. |
Pressemeddelelse d. 3. december 2001 Fra Bredbåndsforeningen DjurslandS.net Nu mere end 1.000 medlemmer Det går strygende og over al forventning. Med mere end 1.000 medlemmer mærker DjurslandS.net en stigende interesse fra udbyderne. Således har der været uafhængige møder med Aage Schrader fra Sonofon og med Jørgen Kløppel fra Axcess. Begge kunne fortælle interessante detaljer om teknik og udbyderpolitik. Utrolig vigtige ting at forholde sig til, inden en anbefaling foreligger fra DjurslandS.nets bestyrelse. Hvervekampagnen kører videre for fuld tryk, og der skulle nu være brochurer at finde i lokale samlingspunkter som dagligvarebutikker, banker, biblioteker og lignende. Man kan selvfølgelig også tilmelde sig via nettet: www.DjurslandS.net Valgets indflydelse Det er ikke nogen hemmelighed, at bestyrelsen på et tidligt tidspunkt valgte kommunalvalget som en løftestang for DjurslandS.nets mål. Baggrunden var, at politikerne i de enkelte kommuner samstemmende udtrykte sig positive for en bredbåndsløsning på Djursland. Sådan har det også været de fleste steder under valgkampen. Nu skal det i den kommende tid blive spændende at se, om der var mere end blot ord bag de positive tilkendegivelser. Bredbånd til
borgerne I Nørre Djurs Kommune blev det et led i konstitueringsaftalen efter valget, at "indgåelse af en partnerskabsaftale mellem kommunen og en eventuel teleoperatør, om etablering af bredbånd til gavn for de kommunale institutioner, skal betinges af, at den pågældende operatør samarbejder seriøst med Bredbåndsforeningen DjurslandS.net om at tilbyde alle interesserede husstande og virksomheder i Nørre Djurs ægte bredbånd, på vilkår der kan accepteres af Bredbåndsforeningen DjurslandS.net´s lokalafdeling Nørre Djurs Net". TDC og det fælleskommunale udbud TDC vandt slaget om det fælleskommunale udbud fra de 8 Djurslands-kommuner. Endnu har kommunaldirektørerne ikke formelt peget på TDC. Vi venter spændt på en henvendelse, når de enkelte kommunalbestyrelser - bl.a. den i Nørre Djurs - i den nærmeste fremtid indleder forhandlinger om partnerskab med TDC. I udbudskravene indgik evne til forsyning med ægte bredbånd (at sende og modtage med minimum 2 megabit) overalt på Djursland, så TDC må åbenbart være i stand til at levere mere, end deres markedsføringskampagner giver udtryk for. Mulighed for ægte bredbånd til rimelige priser og for alle husstande og virksomheder på Djursland, bliver nu et krav fra bredbåndsforeningens side til TDC ! Sonofon har afgivet tilbud til DjurslandS.net Sonofon har givet Bredbåndsforeningen DjurslandS.net et afgørende billigere bredbåndstilbud end det som TDC markedsfører i offentligheden. Alle foreningens medlemmer vil kunne benytte dette tilbud, hvis vi indgår en aftale. Da medlemskab af foreningen er gratis og uforpligtende, betyder det, at alle på Djursland uden videre vil kunne få gavn af tilbuddet. På denne baggrund bliver det særligt interessant at se, hvad TDC kan tilbyde Djursland gennem bredbåndsforeningen. Teknikken udvikler sig Heldigvis er TDC og Sonofon ikke de eneste, der kan levere varen. Faktisk kan man med rette kalde ADSL og FWA for forældede teknologier, allerede inden de er rigtigt udbredt. En helt ny trådløs teknologi, baseret på den såkaldte Wi-Fi standard, forventes harmoniseret og godkendt i EU i løbet af december måned. Teknologien er banebrydende, idet den tilbyder hastigheder op til 54 megabit, og desuden er de anvendte antenner ikke begrænset af direkte sigt mellem sender og modtager. At teknologien samtidig har en senderadius op til 15 km. og tillader mobilitet, samt tilmed kan være medie for i hvert fald lokal telefoni, gør den uhyre interessant for Djursland. Udgiften ved etablering og opsætning er mindre end for eksempel ved FWA-udstyr. Teknologien er allerede udviklet. Den fungerer er licensfri - og kan være en realitet i løbet af foråret 2002. Med venlig hilsen Bredbåndsforeningen DjurslandS.net Yderligere oplysninger på 86 36 59 68 eller via mbh@djurslands.net |
[ Dagsoversigt | Arkiv ] |
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 12- 07-01 |