Artikler på Nørre Djurs Web
Så gode venner er de - om den nye konstituering

I går var så endelig det store øjeblik kommet, hvor den nyvalgte kommunalbestyrelse skulle offentliggøre og endeligt vedtage den fordeling af alle de mange udvalgsposter, som vore politikere har forhandlet sig til siden valget d. 20. november.

Det stod som bekendt klart allerede på valgnatten, at det var lykkedes Leif Sørensen med et flot personligt stemmetal i ryggen at generobre borgmesterposten på trods af det fortsatte borgerlige flertal. Lige så klart var det, at Benny Hammer som nyopstillet havde overhalet de konservatives hidtidige viceborgmester, Poul Kjelgaard, og at han ville overtage denne post. Ellers har der som bekendt været en del palaver frem og tilbage om, hvorfor socialdemokraterne endte med at konstituere sig med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.


I går lovede vi vore læsere et par artige overraskelser i besættelsen af posterne i de vigtigste udvalg, så derfor bringer vi nu en gennemgang af de 4 "store":

Økonomiudvalget
Som formand er borgmester Leif Sørensen naturligvis selvskrevet, men ellers tegner der sig et (efter borgmesterens eget udsagn) meget spændende udvalg med 4 helt nye ansigter. Nørre Djurs Listen har som bekendt været stærkt utilfredse med, at de ikke fik opfyldt deres stærke ønske om en plads i dette udvalg til Malte Larsen. Den får han nu i kraft af, at de 3 medlemmer, som står udenfor konstitueringen (Malte Larsen, Kirsten Bech Hansen og Borgerlistens Arne Trend-Poulsen) efter reglerne har krav på den eftertragtede plads i ØK.
Også viceborgmester Benny Hammer vil de næste 4 år være at finde i dette udvalg, og det samme gælder 2 andre nyvalgte, nemlig Venstre-manden Eigil Henriksen fra Glesborg og Dansk Folkepartis dynamiske Bønnerup-mand, Hans Fisker Jensen. Altså alt i alt en noget overraskende besætning i dette vigtige og magtfulde organ.

Børne- og Kulturudvalget
Her har vi så en anden af de lovede overraskelser, idet Venstre-manden Jens Peter Jellesen overtager formandsskabet efter socialdemokraten Gert Eriksen. Dennes partifælle, Kaj Agerskov fra Voldby, bevarer sin plads, mens en 3. socialdemokrat, Peter Bo Jensen, får sig endnu en udvalgspost udover sin hidtidige i socialudvalget. Her er alting altså (næsten) ved det gamle, da også Nørre Djurs Listen`s Kirsten Bech Hansen og den unge Venstre-mand Torben Lund fortsætter som hidtil.

Socialudvalget
Her bliver formanden i den næste periode Gert Eriksen, der altså som omtalt skifter formandsstol. De 2 hidtidige Venstre-repræsentanter, Inga Klokkerholm og Lars Gleerup, røg helt ud ved valget, og deres pladser overtages af Knud Erik Olesen og Torben Lund. Bagermester Arne Trend-Poulsen bliver menigt medlem i stedet for den afgåede formand Malte Larsen, og på den måde er der altså kun én genganger fra den forrige periode, nemlig socialdemokraternes Peter Bo Jensen.

Teknisk udvalg
Her er formanden, Carlo F. Christensen fra Venstre, den eneste genganger, mens Birthe van den Bos overtager den socialdemokratiske plads efter John Krogh. Fra de konservative kommer Benny Hammer naturligvis ind i stedet for Poul Kjelgaard, og Venstre får endnu en mand ind, nemlig nyvalgte Eigil Henriksen. Den sidste plads i udvalget bliver besat med Kirsten Bech Hansen i stedet for listefællen Malte Larsen.

På mødet i går var der en virkelig afslappet stemning, og det virker, som om langt de fleste har fået deres ønsker opfyldte. Det ligner en virkelig arbejdsdygtig kommunalbestyrelse, hvor de fleste stridsspørgsmål synes at være ryddede af vejen, og der tegner sig nogle nye og spændende samarbejdsmuligheder.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 12- 07-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001