Palæstinensisk politi skød
og sårede torsdag tre unge palæstinensere, da flere hundrede Hamas-tilhængere forsøgte
at ophæve husarresten for deres åndelige leder, Sheikh Ahmed Yassin, i Gaza by.
Palæstinensisk politi rapporterede ifølge Reuters, at man natten til
torsdag havde situationen under kontrol, og at Yassin fortsat er i husarrest. Men
nyhedsbureauet AFP skriver, at Hamas-tilhængerne holder stand nær huset, og at flere af
demonstranterne er bevæbnede medlemmer af den frygtede Ezzedine al-Qassam Brigade.

Ordren om at sætte Sheikh Ahmed Yassin under husarrest har vakt vrede hos
Hamas-tilhængerne
Torsdag formiddag begyndte demonstranterne igen at kaste med sten, og
politiet affyrde tåregas for at sprede angriberne.
"Vi er vrede på det korrupte palæstinensiske lederskab. Vi prøver at undgå at
bruge vores våben, fordi vi ikke ønsker en borgerkrig. Det er politiet, der ønsker
det," sagde en anonym demonstrant til AFP. Ifølge israelsk radio er ca. 600
Hamas-folk forsamlet i Gaza By.
Den 65-årige Sheikh Ahmed Yassin, der er lam, delvist blind og sidder i kørestol, var
den mest prominente leder, man kunne slå ned på, da en bølge af anholdelser blev
indledt i kølvandet på Hamas' besked om, at gruppen påtager sig ansvaret for de
selvmordsbomber, der i weekenden kostede 25 mennesker livet i Jerusalem og Haifa.
Men Israel mener ikke, at det er nok, at Yassin er i husarrest og kræver
ham anholdt, rapporterer BBC. Yassin udtaler ofte sin støtte til Hamas-organisationernes
terroraktioner, men hævder, at han ikke er med til at planlægge dem.
Frist på 12 timer
Israel og USA satte onsdag palæstinenserlederen Yasser Arafat under yderligere pres for
at få ham til at slå ned på militante palæstinensere efter de blodige
selvmordsattentater i Israel.
Udenrigsminister Shimon Peres sagde onsdag til Arafat, at han havde 12 timer til at
anholde 36 personer på Vestbredden og i Gaza. De 36 er militante aktivister, der er
mistænkt for at stå bag terrorisme, hævder Israel.
Kilde: AFP /Reuters
|