Artikler på Nørre Djurs Web
Fredsaftale for Afghanistan underskrevet

Fredsaftalen for Afghanistan blev onsdag underskrevet ved en ceremoni i Bonn, selvom der endnu mangler navne på ni ud af de 30 poster i det nye overgangsråd.

05dec_fredsaftale_afghan_400.jpg (24199 bytes)
Millioner af afghanske flygtninge får med den nye aftale håb om at vende tilbage til deres hjemland.

Den Nordlige Alliance får 16 pladser i rådet og nøgleposterne i form af indenrigs-, udenrigs- og forsvarsministeriet. Der bliver også oprettet en særlig administration, der skal arbejde for, at de afghanske flygtninge i nabolandene kan vende hjem.
De fire ledende afghanske fraktioner blev efter ni dages forhandlinger natten til onsdag enige om at sætte navne på 21 ud af de 30 poster i overgangsrådet, der under ledelse af pashtun-lederen Hamid Karzai vil overtage kontrollen med det krigshærgede land den 22. december, oplyser FN. Hamid Karzai får titel af formand.

Kvinde får ministerpost
En kvinde er blevet udpeget til at blive ny vice-premierminister i det ellers mandsdominerede overgangsråd, oplyser en talsmand for den afghanske eksilkonge Mohammed Zahir Shah.
Talsmanden Abdul Sattar Satir siger til AFP, at kvindesagsforkæmperen Sima Samar også skal være sundhedsminister. Den 44-årige Sima Samar er uddannet læge og leder fra Pakistan hjælpeorganisationen Shuhada, der sørger for, at afghanske kvinder og børn får adgang til skoler og medicin.

Skal regere i et halvt år
Overgangsrådet skal regere Afghanistan de næste seks måneder, indtil en bredere funderet regering kan komme på plads. En uafhængig kommission bestående af 21 medlemmer skal forhandle grundlaget for og indkalde til et traditionelt råd, Loya Jirga, der så skal udpege en ny overgangsregering.
Denne skal sidde i 18 måneder og bane vej for en ny forfatning og valg til et parlament.
Der skal også etableres en højestret, og en international FN-styrke skal stå for sikkerheden i Kabul.
Den nye regeringschef, Hamid Karzai, er loyal over for Afghanistans tidligere konge Mohammed Zahir Shah. Den 46-årige Karzai er fra Populzai-klanen, har boet flere år i USA og var Afghanistans vice-udenrigsminister fra 1992 til 94.
Aftalen om overgangsrådet faldt på plads få timer før en donorkonference om Afghanistan begyndte i Berlin.

Kilde:CNN / Reuters

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 04, den 05-12-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001