Artikler på Nørre Djurs Net
Midlertidig afghansk regering i støbeskeen

En midlertidig post-taleban regering i Afghanistan begynder at tage form ved Afghanistan-forhandlingerne blandt landets fraktioner på et hotel i nærheden af Bonn i Tyskland.
De to største grupper, Nordalliancen og repræsentanter for Afghanistans tidligere konge Zahir Shah er blevet enige om navnet på en fungerende premierminister, skriver Reuters.
Får de to grupper deres vilje bliver den første premierminister Abdul Sattar Sirat, der står i spidsen fior kongens delegation og er tidligere justitsminister.
Sirat er etnisk usbeker og kraftig fortaler for den 87-årige kong Zahir Shah, som han gerne så spille en stor rolle i genopbygningen af landet.
Alle deltagende fraktioner brugte søndag aften til at studere et FN-forslag om en 29 mand stort styringsråd, som skulle være del af et større parlament.
Rådet skulle ifølge forslaget beså af en formand, fem viceformænd og 23 rådsmedlemmer.
Der er nu håb om, at en regering kan træde sammen inden nytår.
Den midlertidige administration skulle regere det krigshærgede land indtil en loya jirga - en traditionel stammesamling - kunne træde sammen og udpege en større og længeresiddende regering.
Planen er, at den midlertidige regering skal sidde ved magten i højst seks måneder, sagde FN-talsmand Ahmad Fawzi.
Ifølge forslag skal Kabul og andre områder i Afghanistan også huse en international fredsstyrke fra FN.

Kilde: Reuters

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Bragt af Mads, redaktion 04, den 03-12-01
Copyright Nørre Djurs Net 2001