Yemen, Somalia og Sudan er næst i rækken efter
Afghanistan.
Endnu inden krigen i Afghanistan er overstået er USA gået i gang med at planlægge
angreb på Yemen, Sudan og Somalia, oplyser den britiske avis Sunday Times.
Avisen citerer i en artikel i søndags unavngivne kilder ved både det britiske og
amerikanske udenrigsministerium. Ifølge dem er USA allerede ved at samle oplysninger for
at forberede angreb i de tre lande, der alle er med på den officielle amerikanske liste
over lande, der støtter terror.
Ifølge Sunday Times vil USA forsøge sig med mere begrænsede angreb i de tre lande. Det
vil sandsynligvis dreje sig om indsats med forholdsvis små styrker af specialtropper,
sandsynligvis med luftstøtte.
USA'S præsident Bush holdt i torsdags en tale for en styrke af faldskærmssoldater. Her
sagde han, at Afghanistan kun er begyndelsen på krigen mod terror.
USA og Storbritannien har allerede nu agenter i de tre lande. Dels har de egne folk på
jorden, dels betaler de et større antal spioner for at komme med oplysninger. USA har
angiveligt også fået information for otte yeminiter, der er arresteret i forbindelse med
angrebet på den amerikanske destroyer USS Cole.
Yemen er anklaget for at støtte den gruppe, der sidste år angreb USS Cole, og dræbte 17
soldater. Samme angreb ligger til grund for truslen mod Somalia. Ifølge USA fik gruppen
hjælp af Mohammed Atef, der var medlem af netværket Al-Qaeda. Atef blev dræbt af
amerikanske bomber i Kandahar tidligere på måneden.
Den formodede leder af Al-Qaeda, Osama bin Laden, boede i Sudan indtil 1996. Dengang boede
han hos Hassan al-Turabi, en politiker, der i dag sidder i husarrest. USA anklager nu
Turabi for fortsat at støtte Al-Qaeda.
Foreløbigt er der ikke kommet oplysninger om andre grunde til USA'S planlagte angreb.
Kilde: Sunday Times.
|