Det amerikanske forbundspoliti, FBI, mistænker en
yderligtgående abortmodstander, Clayton Lee Waagner, for at stå bag en række breve, der
indeholder miltbrandsporer. Det rapporterer Reuters.

Clayton Lee Waagner er blandt FBI's 10 mest efterlyste.
Waagner har blandt andet påtaget sig ansvaret for at have sendt flere
end 280 breve, der angiveligt var fyldt med bakterier, til abortklinikker på den
amerikanske østkyst i løbet af den anden uge af oktober, oplyser justitsminister John
Ashcroft. Yderligere 270 breve er blevet sendt i begyndelsen af november.
Abortmodstanderen optræder på FBI's liste over de ti mest eftersøgte
og har tidligere chikaneret abortklinikker. Myndighederne beskriver ham som bevæbnet og
ekstrem farlig og beder befolkningen om information, der kan medføre, at han bliver
anholdt. I februar i år flygtede han fra et fængsel i staten Illinois, hvor han ventede
på en dom for brandstiftelse. Han er tidligere blevet dømt for ulovlig våbenbesiddelse
og biltyveri og er siden flugten mistænkt for at stå bag flere bankrøverier.
Brevene til klinikkerne blev afsendt i samme periode, som de første
breve med miltbrandsporer blev sendt til politikere og journalister flere steder i USA.
FBI vurderer dog, at brevene fra Waagner er af en anden type end dem, der blev sendt til
medier og politikere.
FBI har udlovet en dusør på 50.000 dollar (420.000 kroner) for
oplysninger, der kan føre til hans anholdelse.
Kilde: CNN
|