Artikler på Nørre Djurs Web
De bedrestillede skal have mere i pension

De bedst betalte lønmodtagere kan se frem til at få mere ud af den ene procent af lønnen, de hver måned betaler til den såkaldte særlige pensionsopsparing.

Derimod vil de laveste indkomstgrupper få et lavere beløb, end de hidtil har været stillet i udsigt, skriver Politiken.
VK-regeringens nye finansminister Thor Pedersen (V) bekræfter, at regeringen hurtigst muligt vil ændre reglerne for den særlige pensionsopsparing, så den føres tilbage til det oprindelige formål.
Finansministeren beskylder den tidligere regering for at have forvandlet opsparingsordningen til en ren skat.
Striden står om, hvor stor en del af sine indbetalinger, man skal have tilbage, når man pensioneres.

S-R-SF-Enhedslisten omfordelte penge
Ordningen startede som en midlertidig foranstaltning, der skulle gælde for 1998, men allerede året efter besluttede Nyrup-regeringen sammen med SF og Enhedslisten at forlænge ordningen, som blev omdøbt til "den særlige pensionsordning". De besluttede samtidig, at der skulle ske en omfordeling af de indbetalte beløb, så de rige betalte til de mindre velhavende.
Ordningen administreres af ATP, som har beregnet, at skillelinien går omkring en indkomst på 250.000 kr. Tjener man mere, går en del af pensionsindbetalingen til dem, der tjener mindre end 250.000 kr. årligt.
Den seneste opgørelse viser, at over en mio. danskere i 2000 fik godskrevet et beløb, der var mindre end det, de havde indbetalt, mens godt 1,5 mio. personer fik godskrevet et beløb, der var større end deres egen indbetaling.
Der indbetales hvert år omkring syv mia. kr. til ordningen.

ATP's beregninger viser også, at den nuværende ordning ikke blot omfordeler mellem rig og fattig, men at der også sker en omfordeling fra mænd til kvinder og fra midaldrende og ældre kontohavere til yngre kontohavere.
Ifølge Arbejdernes erhversråd vil ændringen betyde, at 35-årig person der tjener 1 million kroner i dag, vil få næsten 350.000 kroner mere udbetalt, når personen går på pension. Derimod vil en 35-årig, der kun tjener 150.000 kroner om året tabe næsten 55.000 kroner, hvis regeringen vil ophæver omfordelingen af den særlige pensionsopsparing.

Tidligere fimansminister Pia Gjellerup kalder VK-planerne for usympatiske, fordi de velstillede får mere på bekostning af de mindre velhavende.

Kilde: Ritzau / DR

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 11- 29-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001