Om mindre end tre år har det
multinationale Tvind-imperium solgt sin sidste ejendom i Danmark og medlemmerne af Tvinds
500 mand store, magtfulde Lærergruppe (LG) forladt fædrelandet og slået sig ned under
mere eller mindre eksotiske himmelstrøg. Det skriver Ekstra Bladet.
Flugtplanerne fremgår af et fortroligt dokument, som avisen har fået
kendskab til gennem lærere, der for ganske nylig har forladt imperiet.
"Vi skal være ude af Danmark senest med udgangen af 2004," står der blandt
andet i brevet.
Dokumentet er skrevet af Tvind-stifteren Mogens Amdi Petersen og kun tiltænkt den
allerøverste top inden for den strengt hierarkisk opbyggede Lærergruppe.
I det afslørende brev, som Amdi tidligere på året personligt læste op
for en stribe af Tvinds topfolk, der besøgte ham i USA, beskrives det, hvordan Danmark
ikke længere fortjener Tvinds tilstedeværelse.
Den interne forståelse er, at efter razziaen mod otte centrale Tvind-adresser i Danmark
25. april i år og den efterfølgende sigtelse for groft skattesvig, kan man ikke længere
rende om hjørner med de danske myndigheder. Derfor handler det om at få alle værdier i
fast ejendom hevet ud af landet hurtigst muligt.
Kilde: Reuters / EB
|