Bush udvider bekvemt definitionen af terrorisme til at
omfatte lande, der mistænkes for at udvikle a-våben såsom Irak.
BOSTON – Er Irak næste mål i USA's krig mod international terrorisme?
Det spørgsmål har i længere tid været genstand for spekulation og fik yderligere
næring, da præsident George W. Bush i mandags valgte at udvide sin definition af
terrorister til stater, der ønsker »at terrorisere« andre lande med
masseødelæggelsesvåben.
»De vil blive gjort ansvarlige,« sagde USA's præsident om Irak og Nordkorea.
I særdeleshed insinuerede han, at Saddam Hussein ville komme til at betale en høj pris,
hvis han afviste at lade FN's våbeninspektører genoptage deres overvågning efter tre
års pause.
Hidtil havde den amerikanske præsident defineret en terrorstat, som »et land, der giver
husly til terrorister og finansierer dem«. Det er en definition, som tilhængere i
Bush-regeringen af et angreb mod Irak har haft svært ved at bruge i forbindelse med
terrorattentaterne mod World Trade Center og Pentagon.
Som udgangpunkt har fremtrædende amerikanske kommentatorer og politikere nægtet at tro,
at flykapringerne kunne være planlagt og udført af et terrornetværk med base i et
fattigt land som Afghanistan.
»Kun en stat ville være i stand til at gennemføre en så kompliceret aktion,« sagde
William Webster, chef for CIA 1993-95, for to en halv måned siden.
Af flere grunde faldt mistanken straks på Irak. Landet har været USA's fjende nr. et
siden krigen i Den Persiske Golf i 1990-91, hvor præsident George W. Bush' far af hensyn
til flere nabostaters ønske lod diktatoren Saddam Hussein blive ved magten for at undgå
en opsplitning af Irak i tre dele – en kurdisk stat i nord, en sunni-muslimsk stat i
midten og en shia-muslimsk stat i syd.
Ubestridelige beviser
FN's våbeninspektører fandt i 1990'erne ubestridelige beviser på, at Saddam-regimet
havde eksperimenteret med bakteriologiske vå-ben og forsøgt at rekvirere plutonium og
teknologi til at udvikle en atombombe. For tre år siden blev FN-inspektørerne smidt ud,
og selv om der ikke er blevet fremlagt dokumentation herfor, hævder USA nu, at Irak vier
en del af sin øgede indtægt fra olieeksport til at fortsætte udviklingen af
masseødelæggelsesvåben og missiler.
Tilhængere af en mere aggressiv amerikansk politik mod Irak – herunder anvendelse af
militær magt til at styrte Saddams regime – har derfor ledt med lys og lygte efter
beviser på irakisk involvering i terrorattentaterne. Indtil videre foreligger der kun
gisninger og skrøbelige indicier på en forbindelse mellem al-Qaeda og Bagdad.
Det mest interessante spor er den egyptiske flykap-rer Mohammed Attas rejse til Prag i
2000 – og nogle siger en anden rejse i foråret 2001 – for at møde en irakisk
efterretningsagent. Der foreligger ikke noget referat af, hvad de to mænd skal have talt
om, men en nylig rapport i britiske Sunday Observer oplyser, at irakeren var oberst
Muhammed Khalil Ibrahim al-Ani – en højt-stående agent i Saddam Husseins militære
efterretnings-tjeneste Mukhabarat.
To irakiske afhoppere – begge fra Mukhabarat – slap ud af landet i oktober med
hjælp fra oppositionsgruppen Iraqi National Congress og fortalte i interviews med
amerikanske og britiske aviser, at Saddam-regimet i årevis har drevet en træningslejr
for islamiske terrorister i Salman Pak syd for Bagdad. Her skulle de to afhoppere have set
træning i bl.a. fly-kapring. Under gennemsyn af en fabrik nær Salman Pak –
mistænkt for at fremstille bakteriologiske våben – fik FN-inspektører oplyst i
midten af 1990'erne, at irakiske soldater blev trænet i anti-terror-aktioner i lejren.
»Men vi nærede en stærk mistanke om, at det forholdt sig omvendt,« siger Charles
Duelfer, vicedirektør for FN's Irak-kommission i perioden.
Bush-regeringen har fra starten slået fast, at krigen i Afghanistan mod Taleban og
al-Qaeda udgør første fase i en langvarig offensiv mod international terrorisme. Men det
har aldrig stået klart, hvilke mål USA vil forfølge i anden fase og med hvilke midler.
Tre nye mål
Nu da første fase næsten er overstået taler anonyme regeringskilder om aktioner mod
al-Qaeda og andre terrorgrupper i lande som Somalia, Sudan og Yemen – og muligvis
Indonesien og Filippinerne. Øverst på listen står imidlertid den største udfordring,
Irak. I store træk synes høgene at befinde sig i Pentagon og duerne i
Udenrigsministeriet.
Hertil kommer magtens centrum – Det Hvide Hus – hvor sikkerhedsrådgiver
Condoleezza Rice og flere af hendes rådgivere bruger en retorik, der næppe kan
misforstås. Forleden kaldte hun Saddam Hussein »en gal mand« og sagde, at
»Irak-problemet bliver vi nødt til at tage op på et eller andet tidspunkt«. Men det er
langt fra givet, at USA blot vælger at gentage 'successen' fra Afghanistan med
luftbombardementer og anvendelse af specialstyrker i det sydlige og nordlige Irak, hvor
man kan forvente at finde udbredt folkelig sympati for at vælte den forhadte diktator
Saddam Hussein.
Tidligere CIA-direktør William Webster og Pentagon-rådgiveren Richard Perle har i de
seneste dage talt for denne angrebsmodel og kritiseret Bush-regeringen for at ignorere
irakiske oppositionsgrupper i eksil som den indflydelsesrige Iraqi National Congres i
London.
Bush' tvetydige formuleringer i mandags giver ammunition til begge fløje i regeringen. I
Udenrigsministeriet håber man, at det er et forsøg på at lægge pres på Rusland under
denne uges forhandlinger i Sikkerhedsrådet om indførelse af mere målrettede sanktioner
mod Irak.
Høgene tolker præsidentens nye definition af international terrorisme som
retfærdiggørelse af en militær aktion mod Irak.
»Hvis USA vitterligt ønsker at sende våbeninspektører tilbage til Irak, ville Bush
formentligt have forsøgt ad diplomatisk vej at bygge en koalition af lande,« siger
Richard Butler, tidligere direktør for FN's Irak-kommission, til Wall Street Journal.
Kilde : Wall Street Journal / INF
|