Artikler på Nørre Djurs Web
Barske krav til Foghs minister-kollegium

I går var dagen, da nyslåede ministre smilede om kap. En dag med tårer, forventninger og masser af champagne. I dag skal statsminister Anders Fogh Rasmussens og hans 17 ministre i gang med et arbejde, der for flere af dem tegner yderst besværligt.
Samtidig fastslog den nye regeringschef i går, at livet i hans regering ikke bliver langt, hvis det leves sløset og henslængt, og de politiske resultater ikke lever op til forventningerne.
»Ministrene er ikke udpeget for at sidde og drive den af. Der vil blive vogtet over, at man passer sit arbejde«, advarede Anders Fogh Rasmussen (V).

Ældre drømmehold
Han havde lige været henne hos dronningen med sin VK-regering og sad nu i Statsministeriets spejlsal og skitserede opgaverne for det »drømmehold«, som han mener fuldt ud lever op til betegnelsen frisk og moderne.
Holdet rummer da også unge kræfter. Dog flest konservative. Mens der er en overvægt af ældre Venstre-folk, hvoraf enkelte kan mistænkes for at være belønnet for lang og tro tjeneste og for at ville indordne sig under den topstyrede regeringsstil, Fogh lægger op til.
Det gælder eksempelvis skatteminister Svend Erik Hovmand, som ikke vil blive levnet meget spillerum til kreativt arbejde inden for de hårdt optrukne rammer af Anders Foghs skattestop. Det skal bare administreres uden vrøvl.

Landbrug: Løftebrud
Samtidig blev den nye regering allerede i går anklaget for løftebrud på skatteområdet af Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke. Han er »dybt forundret og meget skuffet« over, at jordskatterne på landbrugsjord forbliver uændrede de næste to år. Gæmelke påpeger, at fremtrædende venstrepolitikere i tiden op til valget har talt for at nedbringe jordskatterne i de næste år.
Efter gårsdagens euforiske kransekagespisning i deres nye ministerier, vågner de 18 i det hele taget i dag op i den barske virkelighed, hvor VK- regeringens omfattende program skal realiseres.

Nye finanser
Finansminister Thor Pedersen (V) skal have brygget en helt ny finanslov sammen, der indeholder løsningen på, hvordan de lovede milliardindsprøjtninger til bl.a. sundhed, ældreomsorg og længere barselsorlov skal betales. Uden at skatterne sættes op.

Haarder på kattepoter
Og ikke mindst skal den helt nye minister for flygtninge, indvandrere og integration, Bertel Haarder (V) indlede sin vanskelige mission, der går ud på at begrænse indvandringen uden at skabe yderligere oprør i udlandet over den voldsomme danske udlændingedebat.
Haarder afviste i går at give et bud på, hvordan opgaven kan løses.
Jeg har fået en bunden opgave. Men hvordan jeg skal løse den, ved jeg ikke«, sagde den erfarne politiker.
Bertel Haarders nye ministerium - som Socialdemokratiet beskriver som et »apartheid-ministerium« - er en af nyskabelserne i den omfattende reform af centraladministrationen, som har flyttet rundt på en række opgaver og skåret antallet af ministerier ned fra 21 til 18.
»Det er den mest omfattende reform af centraladministrationen i denne grundlovs tid. Altså siden 1953«, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen i Spejlsalen.

Bendtsen fik samlet økonomi
Også K-leder Bendt Bendtsens ministerium er nyt. Ved sammenlægningen til Økonomi- og Erhvervsministeriet har Økonomiministeriet reelt mistet hovedparten af magten over den økonomiske politik.
Det er flyttet over til finansminister Thor Pedersen, som står til at blive endnu mere magtfuld end de tidligere meget magtfulde finansministre.

Kilde: POL

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Bragt af Mads, redaktion 04, den 28-11-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001