Venstre og konservative har dannet regering og
offentliggjort regeringsgrundlaget. Det indeholder utrolig mange spændende ting og
nyskabelser.
Frihed på arbejdsmarkedet er nye tanker og en del af regeringsgrundlaget, men jeg har
et lille spørgsmål, som jeg håber nogen vil besvare.
Det drejer sig om sætningen: "Regeringen vil begrænse Arbejdstilsynets beføjelser
ved arbejde i private hjem".
Som mangeårig medarbejder i pleje og omsorgssektoren og som hjemmehjælper har jeg
oplevet nedslidning af mange kollegaer, fordi arbejdsforholdene i de ældres hjem aldrig
har været baseret på at være en arbejdplads for hjemmehjælpere. Forholdene har bedret
sig betydeligt i de senere år, hvor mange hjælpemidler og værnemidler til personalet
har fundet vej ud i hjemmene til de ældre, der har brug for hjælp til personlig pleje og
praktisk hjælp.
Det bekymrer mig at regeringsgrundlaget vil lade sådan en sætning svæve rundt, og jeg
kan forudse at mange ældre f.eks. vil fravælge plejeseng, fordi sådan et monstrum
fylder meget og bestemt ikke pynter. Men for hjemmehjælperen er den et uundværligt
redskab, når den ældre f.eks. skal vaskes i sengen eller hjælpes ud af sengen.
I starten af min karrierre som hjemmehjælper, var det også meget vanskeligt at få
handsker til brug ved personlig pleje af de ældre. Det kan faktisk være ganske
ubehageligt at vaske en person, som er afføringsinkontinent - uden brug af handsker.
Hjælpemidler til forflytninger er også af nyere dato. I tidligere tider brugte vi ryggen
og knæene, mens vi svang rundt med de ældre og immobile fra seng til stol til toilet.
Med det resultat at en stor del af nutidens førtidspensionister er tidligere
plejepersonaler.
Jeg ønsker et klart svar på disse spørgsmål:
Hvordan skal arbejdsmiljøet se ud for hjemmehjælpere, der arbejder i private hjem?
Er det slut med hjælpemidler og værnemidler for hjemmehjælpere der arbejder i private
hjem?
Med venlig hilsen
Helle Juel
Social-og sundhedsassistent, - tidligere hjemmehjælper.
Sangstrupvej 80, Sangstrup
8500 Grenaa
e-mail hjembaek@net.dialog.dk
hjemmeside http://hos.nr-djurs.net/flemming/helles.htm
|