Artikler på Nørre Djurs Web
Katastrofal mangel på hjemmehjælpere

Danmark kommer til at opleve en katastrofal mangel på hjemmehjælpere i de nærmeste år, advarer både Kommunernes Landsforening og lederne på de skoler, der uddanner social- og sundhedshjælpere og -assistenter, skriver Jyllands-Posten mandag.
I løbet af de næste ti år går 18.000 hjemmehjælpere og 12.000 sygehjælpere på pension, og det er ikke lykkedes at få optaget elever nok på social- og sundhedsuddannelserne til at erstatte dem.
I de senere år har kommunerne haft brug for omkring 1000 flere elever, end der optages om året. Derudover får flere ældre om ti år behov for pleje.
"Hvis vi ikke får vendt udviklingen, kan vi simpelt hen ikke skaffe personale nok til at pleje de ældre medborgere," siger formanden for skolelederne ved landets social- og sundhedsskoler, Inger Margrethe Jensen fra København.
Manglen på elever skyldes dels, at de små ungdomsårgange kan vælge og vrage mellem uddannelser, dels at ældreområdet har fået dårlig omtale i offentligheden. Ikke mindst i København, hvor manglen er størst.
"Uden indvandrerne var vi da helt på den i København," konstaterer Inger Margrethe Jensen overfor Jyllands-Posten.
I Kommunernes Landsforening er vicekontorchef Morten Møller enig i, at situationen er katastrofal.

Kilde: Reuters / CNN

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 04, den 26-11-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001