Den Nordlige Alliance rykkede mandag ind i centrum af den
nordlige by Konduz, der i ugevis har været belejret. Dermed kontrollerer Taleban kun byen
Kandahar i det sydlige Afghanistan.
I løbet af søndagen overgav omkring 2000 af de op mod 9000 Taleban-soldater i byen sig.
De tilbageværende Taleban-soldater er på vej mod vest, hvor styrker fra Den Nordlige
Alliance venter. CNN-journalisten Satinder Bindra nåede mandag frem til Kunduz og sagde,
at Taleban helt havde opgivet kontrollen med byen. Lokalbefolkningen løb jublende rundt i
gaderne og hilste alliancens soldater velkommen.

Amerikanske marinesoldater på vej i aktion.
USA begyndte natten til mandag med helikoptere at landsætte en
styrke på mellem 1200 og 1500 amerikanske marinesoldater nær talebanernes højborg
Kandahar. Soldaterne er den første bølge af amerikanske styrker i Afghanistan.
Anti-talibanske klaner tog søndag kontrol over lufthavnen sydøst for Kandahar. Og kort
efter skrev Reuters, at de amerikanske soldater var ved at sikre området omkring
lufthavnen. Amerikanske AC-130-fly angreb mandag morgen fra lav højde Taleban-stillinger
i selve Kandahar og smed adskillige bomber, skriver Reuters.
En anonym embedsmand sagde til CNN, at marinesoldaterne er sendt til Afghanistan med
helikopter fra krigsskibene USS Peleliu og USS Bataan i Det Arabiske Hav ud for Pakistans
kyst. Ifølge det franske nyhedsbureau AFP ankom soldaterne med helikopter fra Pakistan.
Washington Post skriver, at op mod 2.000 amerikanske soldater kan være på plads tirsdag
aften.
Soldaterne får til opgave at angribe mindre enheder af Taleban- og al-Qaeda-soldater,
samt indsamle informationer om, hvor den eftersøgte terrorleder osama bin Laden befinder
sig.
Amerikansk soldat formentlig død
Udenfor Mazar-e-Sharif blev flere hundrede dræbt søndag, da der udbrød oprør blandt
fanger i et militærfort. Ifølge de foreløbige rapporter fik mellem 300 og 800
udenlandske Taleban-soldater fat i våben, som var blevet smuglet ind, oplyser Pentagon.
Amerikanske fly blev tilkaldt og bombede fængselsområdet og mange fanger er blevet
dræbt. Pentagon vil ikke udelukke, at amerikanske statsborgere også er blevet dræbt
under opstanden.
Mandag morgen var situationen under kontrol, men de mange fanger har forskanset sig i
Qala-i-Janghi fortet. Den Nordlige Alliance har omringet fortet med tanks og venter blot
på, at fangerne skal overgive sig. Amerikanske fly overvåger situationen.
Magasinet Times korrespondent Alex Perry overværede opstanden. Han siger til amerikanske
medier, at der deltog 800 fanger i oprøret, og at 12 amerikanske og britiske soldater var
med til at angribe fangerne sammen med soldater fra Den Nordlige Alliance. Alex Perry
sagde, at to amerikanske soldater blev fanget i fortet under opstanden, og at mindst en af
dem er død.
Kilde: Reuters
|