En stor del af
israelerne vil have fart i fredsforhandlingerne og støtter dannelsen af en
palæstinensisk stat.
Sådan lød i hvert fald resultatet af en meningsmåling foretaget to dage før,
USA indleder en fredsmission, hvor man vil prøve at få israelere og palæstinensere til
at tilslutte sig en våbenhvile.
Gallup-meningsmålingen, der blev offentliggjort i avisen Maariv, viste,
at 55 procent af de adspurgte ønskede at få fart i forhandlingerne med palæstinenserne
efter næsten 14 måneders voldelige sammenstød. Tyve procent ønskede at erklære krig,
mens 19 procent foretrækker at opretholde status quo. Seks procent ønskede ikke at
deltage i meningsmålingen.
USA's forhandlingsteam ventes at ankomme søndag og får den vanskelige opgave at forsøge
at få parterne tilbage til forhandlingsbordet. Den ene udsending, William Burns, skal
primært rejse rundt i regionen, mens den anden, den pensionerede general og
udenrigsminister Colin Powells toprådgiver, Anthony Zinni, fortrinsvis skal opholde sig i
Israel og de palæstinensiske områder. Et af de store spørgsmål er endnu engang
oprettelsen af en palæstinensisk stat - et krav, som den amerikanske regering i de
seneste uger gentagne gange har støttet.
Den israelske meningsmåling viste, at 59 procent af de 544 adspurgte
israelere støttede tanken om en palæstinensisk stat mens 36 procent var imod. 58 procent
mente dog, at den israelske premierminister Ariel Sharon skal stå fast på kravet om et
total stop for volden, inden fredsforhandlinger kan indledes.
De amerikanske myndigheder har desuden meddelt, at USA's præsident,
George W. Bush, skal mødes med Israels premierminister, Ariel Sharon, ved et todages
arbejdsbesøg i begyndelsen af december.
De amerikanske fredsbestræbelser kommer i skyggen af en tragisk begivenhed torsdag, hvor
fem palæstinensiske skoledrenge blev dræbt på vej til skole i Gaza-striben, da en af
drengene sparkede til en ueksploderet granat, som tilsyneladende nogle dage forinden var
blevet affyret fra en israelsk kampvogn. De palæstinensiske sikkerhedsmyndigheder oplyste
torsdag, at de dræbte børn var mellem seks og fjorten år.
Kilde: Ritzau / CNN
|