Osama bin Laden har bedt sine nærmeste medarbejdere om
at dræbe ham, inden han tages til fange af amerikanske styrker.
Den terrormistænkte saudiaraber, som stadig befinder sig i Afghanistan, har efterladt
et testamente på videobånd, hvori han opfordrer til flere angreb på amerikanske
interesser, skriver avisen Al-Watan.
"Bin Laden har oplyst en række nære og hengivne personer, at han lever sine sidste
uger eller dage," skriver avisen, der citerer "velinformerede amerikanske og
europæiske diplomatiske kilder" i Paris.
"Han nægter at lade amerikanerne eller medlemmer af den afghanske Nordlige Alliance
dræbe ham, og han nægter også at lade sig tage til fange af dem, fordi det vil være et
kæmpe nederlag for ham," siger kilden ifølge nyhedsbureauet AFP.
"Derfor har han givet de medarbejdere, som bliver hos ham til det sidste, besked på
at skyde ham, hvis han omringes af USA's specialstyrker eller Den Nordlige Alliance, og
der ikke er nogen flugtmulighed," skriver det arabiske dagblad.
Bin Laden har bedt medarbejderne sværge, at de vil gøre det, og det har de gjort. Han
skal tilmed også have bedt sin søn om at udføre drabet, hvis det bliver nødvendigt.
Den terrormistænkte saudiaraber har optaget sin "testamente" på video-bånd,
som skal offentliggøres efter hans død. På båndet opfordrer han også til flere angreb
mod amerikanske interesser overalt.
Oplysningerne, som ikke kunne bekræftes af uafhængige kilder, skal angiveligt have
været modtaget af USA's regering i de seneste par dage.
Kilde: Ritzau |