Artikler på Nørre Djurs Net
Partileder-debat uden overraskelser

Der fremkom ikke mange visionære bud på fremtidens Danmark under partilederdebatten i Ingeniørernes Hus på Kalvebod Brygge i København i går.
I stedet blev det til en del interne, verbale slagsmål. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen angreb Venstres finanspolitik for at være utroværdig, mens Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, gav igen ved at kalde Socialdemokratiets kritik for en skræmmekampagne.
Partilederne diskuterede først sygehuse, og de blev hurtigt blive enige om, at den offentlige sundhedssektor i Danmark skal styrkes. Dernæst var skatten til debat, og her bragte statsminister Poul Nyrup Rasmussen sig ufrivilligt i centrum med sit udspil om, at regeringspartierne ikke vil udelukke skattelettelser i en kommende regeringsperiode. Desuden diskuterede partilederne ældre, hjemmepleje og plejehjemspladser.

Hård kritik af udlændingedebat
Sidst men ikke mindst lød der hård kritik af tonen i udlændingedebatten. CentrumDemokraterne, SF og de radikale kaldte den samstemmende for uanstændig.
Debatten har sat integrationen flere år tilbage, sagde CD`s leder Mimi Jakobsen, mens den radikale leder, Marianne Jelved, anklagede Venstres og de konservatives udlændingeudspil for bluff, fordi det ikke kan gennemgøres under de internationale regler.

Meningsmålinger peger klart på borgerlig regering
Alt imens peger meningsmålingerne peger stadig på en stor sejr til den borgerlige fløj.
En Greens-måling i Børsen giver en V-regering 97 mandater, mens en S-regering får 78 mandater. PLS Rambøll i Jyllandsposten giver de borgerlige 96 mandater og den nuværende regering med støttepartier 79 mandater.
Vilstrup i Politiken giver 100 mandater til højresiden af folketingssalen mod 75 mandater til venstre side af salen.
Splittelse i det borgerlige, grønlandske parti Atasut kan blive afgørende for, hvem der bliver ny statsminister. I 1998 slog den unge Ellen Kristensen overraskende veteranen Otte Steenholdt, der nu stiller op på sin egen liste.
Det vil medføre en deling af de borgerlige stemmer, og i Grønland er det en udbredt opfattelse, at det kan betyde valg til både Siumut og IA, der begge støtter Poul Nyrup Rasmussen.

Kilde: Ritzau / POL

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Bragt af Mads, redaktion 04, den 19-11-01
Copyright Nørre Djurs Net 2001