Artikler på Nørre Djurs Net
Politisk opgør mellem V og S om dagpenge til unge

Venstres forslag om at udvide den nuværende regerings såkaldte unge-indsats - det vil sige, at unge skal motiveres til uddannelse eller job ved en halvering af understøttelsen - fik lørdag statsministeren til at anklage oppositionen for at sætte unge familier i en økonomisk klemme.
»En masse familier kommer under pres«, sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i den direkte tv-duel på DR med Venstres leder, Anders Fogh Rasmussen.

Men faktisk har Venstre i sit finanslovsoplæg taget højde for sociale tilfælde som følge af forslaget om, at unge-indsatsen udvides til at omfatte dagpengemodtagere mellem 25 og 29 år. I dag gælder det kun unge op til 25 år.

»I de tilfælde, hvor enlige forsørgere bliver sat på lavere dagpengesats, vil der være mulighed for individuelt bestemt supplerende kontanthjælp fra kommunen«, skriver partiet i sit forslag.

Indsats mod ungdomsledighed en succes
Dermed vil Venstre stort set fortsætte den hidtidige linje i indsatsen med ungdomsledighed, som regeringen lancerede i 1996, og som senere af både Socialforskningsinstituttet og Økonomiministeriet er blevet betegnet som en stor succes.

Fra 1996 til 1998 faldt ungdomsarbejdsløsheden fra 40 til 12 procent. Det vil sige, at to ud af tre unge arbejdsløse - efter at være stillet over for alternativet, som var obligatorisk uddannelsesaktivering til halv dagpenge- eller kontanthjælpsats - selv fandt et arbejde eller begyndte på en uddannelse. Dog har blandt andre SiD hævdet, at udviklingen lige så meget skyldes generelt opsving og mindre ungdomsårgange.

Vil have flere i arbejde
Venstres forslag indebærer, at også dagpengemodtagere mellem 25 og 29 år skal på halv understøttelse. I forvejen gælder reglen for alle kontanthjælpsmodtagere under 30 år, og Venstre vil ligestille de to grupper for at få cirka 3.000 flere i arbejde.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har beregnet, at der med den nuværende arbejdsløshedsprocent vil være 11.000 dagpengemodtagere i aldersgruppen 25 til 29 år i 2002.

Ud af samtlige arbejdsløse i aldersgruppen er omkring 3.500 personer forsørgere. Antallet af enlige forsøgere, som altså stadig med Venstres forslag vil kunne få mere end halv understøttelse, fremgår ikke af AE's tal.

Kilde: Reuters

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Bragt af Mads, redaktion 04, den 19-11-01
Copyright Nørre Djurs Net 2001