Skatten bliver ikke lavere efter valget. Ingen af
Folketingets toneangivende partier tør love skattelettelser i næste periode, fremgik det
af partilederdebatten på DR søndag aften.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) advarer direkte mod løfter om skattelettelser.
Nyrup vil først sænke skatten, når den offentlige velfærd er udbygget og finansieret.
"Vi skal passe på, vi ikke stiller skattelettelser i udsigt til befolkningen, som
spærrer for de forbedringer, vi ønsker inden for sygehusområdet, ældreomsorg, børn og
skole," sagde han.
Statsministeren afstod fra at gentage sine løfter fra tidligere på dagen, hvor han ikke
ville afvise skattelettelser hele vejen op gennem skattesystemet, især for de
lavestlønnede, i slutningen af næste valgperiode.
Meldingen kom efter, at økonomiminister Marianne Jelved (R) har stillet krav om lavere
indkomstskat for fortsat deltagelse i SR-regeringen.
Søndag forsøgte statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) at spille en ny trumf på bordet
ved at åbne for skattelettelser i den kommende regeringsperiode. Et løfte,
Socialdemokratiet ellers har afvist i hele valgkampen.
Kovendingen kom efter massivt pres fra den radikale leder Marianne Jelved, der vil have
skattelettelser indskrevet i regeringsgrundlaget for en SR-regering.
Ellers står de radikale hellere uden for et regeringssamarbejde, påpegede hun.
Anders Fogh Rasmussen glæder sig over fremgangen og udsigten til en borgerlig regering,
men siger samtidig:»Resultatet er ikke givet på forhånd. Vi skal arbejde hårdt til det
allersidste,« siger han. Venstres leder afviser samtidig, at en SR-regering vil være i
stand til at sænke skatterne. »Man skal ikke tage fejl af de radikales planer. Det
bliver pinsepakken om igen, fordi det er nye afgifter og højere ejendomsskatter, som skal
betale. Netto kommer danskerne til at betale mere i skat,« siger han om SR-regeringens
løfter om at sænke skatten på arbejde.
Reuters
|