Artikler på Nørre Djurs Net
Læserbrev: Stem på udvikling – ikke afvikling

Fiskernes formand i Bønnerup og bestyrelsesmedlem i Danmarks Fiskeriforening, Per Skødt Hansen, stiller for første gang op til kommunevalget, og det gør han på Det Konservative Folkepartis liste. I søndagsavisen fandt vi følgende indlæg fra ham, hvor han skriver:

""Endelig," tænkte jeg, da jeg 8. november læste dagens avis, "er der da noget, vi kan blive enige med Venstre om i den kommende valgperiode.
Men glæden blev desværre kort. Venstre vil udlægge hele den nordlige halvdel af kommunen til turisme og investere i turister. Turister, der er "run" på i fire uger plus fire uger på hver side (i alt tolv uger) – hvad med de sidste 40 uger af året? Glem det, vi har ikke klima til helårsturisme, bare kig ud af vinduet! Nej, tag pænt imod dem den korte tid, de er med til at skabe omsætning i lokalområdet.
Carlo Christensen, lad os sammen værne om de helårs-arbejdspladser, vi har i kommunen, og om muligt skabe nogle nye, og her mener jeg i hele kommunen og ikke kun i Ørum og i det område, jeg kommer fra – Bønnerup.
Men for at bevare og skabe nye arbejdspladser må vi investere i en bedre infrastruktur, tidssvarende veje samt IT. Mange år som selvstændig har lært mig, det er nødvendigt at tænke længere end til i morgen. Lad ikke historien med skolerne gentage sig, med lapper lidt her og klister lidt der og brug af en masse penge, og tro, at det går nok i min tid. Vi står i dag stadig med tre gamle og ikke-tidssvarende skoler, bare fordi to bykonger fra Venstre klamrede sig til skolen i deres lokalområde.
Vågn op, det er 11. time, hvis Nørre Djurs skal bevares som kommune."

Skrevet af Per Skødt Hansen fra Bønnerup, nr. 2 på liste C, i Randers Amtsavis søndag d. 18. november.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Bragt af Rex, redaktion 11, den 19-11-01
Copyright Nørre Djurs Net 2001