Artikler på Nørre Djurs Web
Sidste store vælgermøde

Torsdag aften var vi så nået til det største af de store vælgermøder op til kommunevalget, og det foregik i Nørre Djurs Hallen i Glesborg, hvor et stykke over 100 mennesker var mødt op. Vi skal dog lige gøre opmærksom på, at det ikke er helt slut med vælgermøderne, idet der faktisk er 2 mindre møder, ét i Voldby lørdag morgen og ét i Fannerup Forsamlingshus søndag eftermiddag.

16nov_nrdjurs_valgmoede_400.jpg (26993 bytes)
Vælgermødet i Nr.Djurs Hallen bød på andre emner end Hemmedvej

Tilslutningen var som sagt ret stor, og det hænger nok sammen med, at vælgermødet i Glesborg er en meget gammel tradition. Claus Løvbo fra forvaltningen var ordstyrer, og på grund af hallens størrelse var det nødvendigt at bruge mikrofoner både til politikere og det debatlystne publikum. Desværre gav dette anledning til en del bøvl, som betød, at nogle af paneldeltagerne dårligt kunne høres, mens andre bragede igennem hallen.

Efter nu at have overværet en hel serie af vælgermøder var det tydeligt, at kandidaterne denne sidste aften havde oppet sig og stillede op med nogle lidt anderledes oplæg end til de øvrige møder, hvor det efterhånden var kommet til at føles som gentagelser. Det kunne også mærkes på den senere debat, der på mange måder var mere skarp denne gang. Borgmester Leif Sørensen har været genganger på flere af møderne, mens den anden socialdemokratiske plads i panelet denne gang var overladt til Gert Eriksen fra Stenvad.

På grund af den lokale tilknytning blev Venstres borgmesterkandidat, Jens Peter Jellesen, suppleret af den nye kandidat på listen, Eigil Henriksen fra Glesborg. Per Skødt Hansen og Benny Hammer dannede for første gang par for de konservative, mens både Dansk Folkeparti og Nørre Djurs Listen bød på gengangere fra de tidligere møder. Hans Møller fra Bønnerup og Fjellerup-bageren Arne Trend-Poulsen repræsenterede deres nye liste, der bare hedder Borgerlisten, mens fisker Torben Jensen fra Fremskridtspartiet endnu engang måtte trække læsset selv - han er nemlig partiets eneste kandidat.

Den dårlige økonomi kom forudsigeligt nok endnu engang til at være et hovedtema, og her står parterne klart over for hinanden. Venstre vil gerne bremse op for de initiativer, der efter deres mening strengt taget kan undværes, såsom Hemmed-vejen og de kommunale institutioners computer-netværksopkobling til rådhuset. Det nuværende flertal af socialdemokrater, Nørre Djurs Listen og den konservative holdt igen i går stædigt fast i deres ønske om at investere i fremtidens infra-struktur på trods af den dårlige økonomi, da man er bange for en endnu større udvandring af kommunen, hvis ikke Nørre Djurs kommer på omgangshøjde med den øvrige del af landet. Den opfattelse deles af "højre-fløjen" (i det nuværende byråd Torben Jensen (Z) og løsgænger Arne Trend-Poulsen (L), og i næsten endnu højere grad af Dansk Folkeparti, som muligvis har en chance for at komme ind. Der hviskes i krogene om, at Z-kandidaten Torben Jensens søn, Hans Fisker Jensen, måske bliver valgt på sin entusiastiske indsats for erhvervsudviklingen på Bønnerup Havn.

Der udspandt sig flere skarpe debatter imellem deltagerne, og f.eks. langede Jens Peter Jellesen ud efter specielt Malte Larsen (N) for at føre sig frem med store visioner i udvalgene uden at interessere sig for, hvad det koster for så bagefter at hæve skatten. Det fik Malte Larsen til at beskylde Jellesen for at ville sætte al udvikling i stå for at sætte sig ned og vente på bedre tider. I den anledning blev Hemmed-vejen selvfølgelig også trukket frem endnu engang, og i modsætning til Stenvad-mødet forleden, hvor Hemmed-vejen var stærkt upopulær hos de "små" kandidater, var det tydeligt, at der til Glesborg-mødet næsten kun var de "ansvarlige" politikere i panelet, d.v.s. dem, der har vedtaget vejen. Dog har Benny Hammer fra De Konservative erklæret sig enig med Venstre i, at Hemmed-vejen bør udskydes.

Den lokale Venstre-kandidat Eigil Henriksen satte en debat i gang om bibliotekerne. Her er det sådan, at Bygge- og Anlægsfonden i sin tid bevilgede 1,2 mill. kr. til bygning af et hovedbibliotek i tilknytning til Ørum Aktiv Center, men det var en betingelse, at kommunen medfinansierede, og det kan kommunen ikke lige nu. Det var der mange delte meninger om løsningen på, men det bliver én af de første arbejdsopgaver for den nye kommunalbestyrelse.
Eigil Henriksen rettede også voldsom kritik mod Stenvadcentret og gav udtryk for stor lyst til at få undersøgt, om et privat foretagende ville kunne stå for aktiveringen af de langtidsledige. Det mødte stor modstand hos socialdemokrater, konservative og Nørre Djurs Liste-folk, der betragter resultaterne af centrets mange aktiviteter som en foreløbig succes, hvor f.eks. integrationsarbejdet jo også får flotte karakterer rundt omkring i de andre kommuner.

Som sædvanlig var der så mange emner oppe at vende, at et bare nogenlunde referat er umuligt, men bl.a. på grund af mødets tilstedeværelse oven på Bøvl-værkstedet og Nørre Djurs NetNyt i hallen i Glesborg, fik IT-udviklingsdiskussionen en fremtrædende plads. Kirsten Bech Hansen (N) rettede et kraftigt angreb på Jens Peter Jellesen for bl.a. at stikke en kæp i hjulet på det, der ellers kunne have været et både billigt og kreativt samarbejde mellem kommunens forvaltning og Borgernes Internet-miljø. Hun beskyldte Jellesen for hellere at ville bruge penge på IT-support udefra, i stedet for at stole på de lokale kræfter. Når snakken overhovedet kom til at gå på den ting, er det, fordi hun er formand for det IT-udvalg, hvor han også er medlem. Jellesen afviste, at Venstre skulle være IT-bagstræbere og henviste i øvrigt til Venstres valgavis, hvor det står skrevet, at Venstre er for IT-udvikling.

Til slut skal vi nævne, at idéen med en fundraiser, der skulle være ansat i kommunen for at yde begejstret og effektiv hjælp til "ildsjæle" blandt borgerne, nu også vinder genklang hos andre end Nørre Djurs Listen. Hans Fisker holdt i aftes en længere tale om en fundraisers velsignelser, og også andre var interesserede. Men det er tankevækkende, at både den nuværende borgmesters parti og modkandidaten Jens Peter Jellesens partifæller er tavse på dette område, for idéen koster jo en løn til en sådan mand/kvinde.

Dette var ordene fra det møde, der i alt fald bliver det sidste, vi dækker her på NetNyt. Vi håber, vi har fået givet et lille billede af det lokale valgs vigtigste temaer, og vi vil hermed ønske vore læsere et godt valg!

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 11- 16-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001