Artikler på Nørre Djurs Web
Korte nyheder

LIDT FÆRRE MODTAGER DAGPENGE
Antallet af dagpengemodtagere falder en smule, viser nye tal fra Danmarks Statistik. I gennemsnit fik 111.500 personer dagpenge i perioden fra oktober 2000 frem til september i år, og det er et fald på 1400 i forhold til årsperioden før. I procent svarer tallene til et fald på 1,2 procent. Omkring halvdelen af dagpengemodtagerne er røget ud af arbejdsmarkedet, fordi deres arbejdsgiver har fyret dem. De resterende dagpengemodtagere er ledige efter afsluttet aktivering, orlov, eller fordi de selv har sagt op.
Ritzau

SKOLEBØRN SENDES TIL PSYKOLOG
En tredjedel af alle danske skolebørn bliver på et eller andet tidspunkt henvist til psykolog. I storbyerne er antallet af adfærdsvanskelige elever, som henvises til specialundervisning, på få år steget med op til 250 pct. - Udviklingen er foruroligende. Men vi kan ikke forklare hvorfor, og vi er nødt til at finde ud af hvad der foregår, siger professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet til Jyllands-Posten. I Aalborg er en fjerdedel af skole- eleverne blevet henvist til special- undervisning. På ti år er antallet af elever i specialklasser tidoblet.
Ritzau

JELVED: STANDS DEN UDLÆNDINGEDEBAT
Skal SR-regeringen vinde valget, skal der sættes punktum for udlændinge- debatten. Nu. Det siger økonomiminister Marianne Jelved nu seks dage før Folketingsvalget. Økonomiministeren understreger, at hvis regeringspartierne mister magten, så er det ikke pga. udlændingepolitikken, der splitter S og R i spørgsmålet om stramninger i familiesammenføringerne. - Jeg tror ikke, at vi taber valget på grund af udlændingepolitikken. Så bliver det fordi, vi har ført en dårlig valgkamp som sådan, siger hun.
Ritzau


DØDSFALD: MISTANKE OM KOMMUNAL SVIGT
En 76-årig kvinde på Amager i København er efter alt at dømme død pga. svigt i kommunens hjemmepleje. Kvinden faldt under et besøg i Peder Lykke-dagcentret og blev kørt hjem med løfte om, en hjemmesygeplejerske ville besøge hende senere. Men sygeplejersken kom aldrig. Næste dag blev kvinden fundet død på sit badeværelse. Sagen dukker op i valgkampen, hvor især den københavnske hjemmepleje er blevet beskudt. Dødsfaldet fandt sted i oktober, men blev først rapporteret i går til sund- hedsborgmester Peter Martinussen (S).
Ritzau

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 11- 15-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001