Artikler på Nørre Djurs Web
Indlæg af Jan Petersen

Da folketingsvalget blev udskrevet af statsministeren forleden, udsendte vores lokale folketingsmand, socialdemokraten Jan Petersen fra Sangstrup, en pressemeddelelse, som Grenå Bladet bringer i forkortet udgave i denne uge. Den kan du naturligvis også læse på Nørre Djurs NetNyt:

"I mit daglige arbejde som folketingsmedlem fra Djursland har jeg siden 1990 samarbejdet med borgmestre, byrådsmedlemmer og amtsrådsmedlemmer. Mest de socialdemokratiske, fordi vi netop på Djursland har søgt at trække på fælles og socialdemokratiske kræfter lokalt, og når vi skal varetage vore lokale interesser i amtsråd og folketing.


Nu skal vi så have kommune-, amts- og folketingsvalg på samme dag. Jeg forstår godt, at denne ændring i den lokale valgkamp er voldsom for os alle. Nogle frygter, det ikke giver plads nok til den kommunale valgkamp.
Andre er bange for, at amtsvalget helt forsvinder i de kommende uger. Folketingsvalget vil dominere. Det håber jeg ikke, og jeg vil gøre mit til, at det ikke bliver tilfældet.
Alle tre valg er lige vigtige, og jeg tror godt, vi som vælgere kan klare at sætte et ekstra kryds ved et parti eller en person. Jeg synes, vil skal tage det som den demokratiske udfordring, det er. Og hvad angår de politiske spørgsmål, er der et omfattende sammenfald. Vi får mulighed for at tage stilling til vores velfærdssamfund i sin helhed. For sandheden er jo, at børnehaven, skolen, plejehjemmet, hjemmehjælpen, sygehusene, trafikmuligheder, ja, alt det, vi møder i vores hverdag, er resultatet af politik udformet i kommunen, amtet og på landsplan.


Lad mig nævne nogle eksempler på områder, som er vigtige for os alle.
Vores børn skal have en god opvækst. Det er vigtigt for os alle, uanset om vi har børn selv. I de senere år er der bygget mange børnehaver lokalt. Grundlaget er, at kommuner og regeringen er enige om at prioritere dette højt.
Men den nye børnehave, der nu bygges i Fjellerup, er besluttet i byrådet.
Det skal imidlertid ikke stoppe her. Vi skal videre. De næste år bliver hovedopgaven at sikre indholdet, sikre kvaliteten i børnehaverne. Det er én af mine prioriteringer de kommende år i Folketinget. Men om det bliver til virkelighed, afhænger også af, hvem der afgør prioriteringerne. Her er jeg mest tryg ved socialdemokrater i byrådet i den kommune, jeg selv bor i.


Vores lokale sygehus skal bevares, for selv om f.eks. Skejby kan tilbyde det hele, så vil jeg være sikker på, at jeg kan vælge det lokale sygehus til det meste. Jeg mener, der skal være f.eks. en fødeafdeling i Grenå. Det mente man også i amtsrådet, da det frie valg truede vores mulighed for at have et lokalt valg. Ubegrænset frit valg af sygehus på alle områder vedtaget i Folketinget kan koste os vores lokale sygehus.
Det vil jeg bekæmpe. Jeg vil være sikker på, at der er et lokalt sygehus.
Ved sidste valg pegede jeg på, vi skulle bevare jernbanen mellem Grenå og Århus ved at gøre den til en nærbane.
Mange gode kræfter lokalt - både i byråd, men også i foreninger - har kæmpet for denne sag. Nu kommer nærbanen.
Et jernbaneforlig mellem regeringen, SF og Enhedslisten sikrer bl.a. nye tog, kortere rejsetid og timedrift i dagtimerne til Ryomgård. At vi er nået så langt, skyldes også, at vi i kommunerne, i amtsrådet og i Folketinget satte os det fælles mål.


Men vi skal videre. Vi skal i den kommende valgperiode have timedrift helt til Grenå. Derfor skal vi fortsætte vores lokale samarbejde - også om denne sag. Jeg vil godt tage min del af arbejdet på Christiansborg.
Vi skal også efter valget bidrage med 1% af vores rigdom til udvikling af de fattige lande. Disse penge er vores bidrag til at gøre uligheden og konflikterne mellem verdensdelene mindre. Vi skal bekæmpe desperation og fattigdom. For det er netop den bedste grobund for religiøs fanatisme, diktatur og ufred mellem mennesker. Derfor skal vi holde sammen om både vores eget velfærdssamfund, men også om den indsats, Danmark bidrager med i det internationale samfund. Det skal vi også holde sammen om her på Djursland."

Sagt og skrevet af Jan Petersen fra Socialdemokratiet (forkortet af redaktionen) i Grenå Bladet d. 13. november

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 11- 15-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001