Artikler på Nørre Djurs Net
Enhedslisten afslører multinationale svindlere

Trods enorm omsætning betaler store multinationale selskaber som Coca Cola, McDonalds, Nestle, Unilever, Shell og Statoil ingen skat i Danmark. Det fremgår af en liste over 300 multinationales manglende skattebetaling, som Enhedslisten fremlagde på et pressemøde søndag.

Ifølge de økonomiske vismænd mister Danmark hvert år et sted mellem syv og 14 milliarder kroner på de multinationales skatteunddragelse.
Unddragelsen finder sted ved, at virksomhederne i Danmark flytter deres beskatningsgrundlag ud af landet ved for eksempel at betale kunstigt høje priser til moderselskabet for de produkter, der sælges i Danmark.
Derved flyttes overskuddet ud af Danmark, og det betyder, at der ikke skal betales skat af fortjenesten.

Utroværdigt underskud
På pressemødet søndag fremlagde Enhedslistens skatteordfører, Frank Aaen, en liste over 300 selskaber, der i de seneste fem regnskabsår har haft en væsentlig omsætning, men alligevel ikke har betalt skat.
Navnene på selskaberne har Enhedslisten fået via en analyse af de multinationale selskaber foretaget af Købmandsstandens Oplysningsbureau.

Blandt de mest kendte firmaer på listen finder man for eksempel Coca Cola, McDonalds, Nestle, Kraft og Unilever, der alle er kendt for deres salg af populære mærkevarer.
Ifølge Frank Aaen er det ikke troværdigt, at der sælges Magnum is, Nescafe, benzin, Lagerfeld-parfume, cola, Marabou-chokolade, biler, videofilm osv. uden at der tjenes penge på det.
– Det er jo professionelle firmaer, der på verdensplan har meget betydelige overskud, sagde han.

Ø kræver indgreb
Frank Aaen fremhævede, at mere end halvdelen af verdenshandelen er transaktioner mellem forskellige firmaer i samme koncern, og krævede på den baggrund stærkere internationale aftaler mellem landene for at stoppe denne trafik.

– Der skal lægges pres på virksomhederne, da der er tale om mærkevarer og livsstilsprodukter. De er påvirkelige af kritik – og denne skatteunddragelse er i modsætning til den forretningsmoral, disse virksomheder gerne vil være kendt for, sagde Frank Aaen.

Kilde: Monsun Nyheder /mm

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 14-11-01
Copyright Nørre Djurs Net 2001