Vi skal jo heller ikke glemme, at der også er
folketingsvalg d. 20. november, og i sidste uges Grenå Bladet inddrog én af Venstres
byrådskandidater dette i den lokale debat. Hertil svarer socialdemokraten Jan Petersen
fra Sangstrup:
"Jørgen Keller Pedersen fra Venstre har i et indlæg i sidste nummer af Grenå
Bladet involveret landspolitik i sin kommunale valgkamp. Når Venstre kommer til i Grenå,
bliver der først kommunalt skattestop og dernæst mere brugerbetaling, der så kan betale
skattelettelser. Og så kommer det: "Når Anders Fogh Rasmussen bliver statsminister,
så bliver der ikke væltet flere udgifter over på kommunerne.
Problemet er imidlertid, at vi har en ganske anden erfaring, fra dengang Venstre regerede
i 80-erne. Dengang blev vi lovet skattelettelser, men fik skattestigninger. Og da Anders
Fogh Rasmussen var skatteminister, scorede han danmarksrekord i skattetryk. Kommuner og
amter blev sat på så voldsom en slankekur gennem nedskæringer i bloktilskuddene, at det
er en selvstændig forklaring på, at vi i 1993 måtte starte med nedslidte sygehuse og en
massiv mangel på penge til at bekæmpe ventetider.
Mange af disse problemer har vi kæmpet med, og meget er blevet bedre, men det er ikke
godt nok. Men at påstå, det er blevet værre de sidste 8 år, forudsætter et totalt
hukommelsessvigt. At tro, der under en Venstre-ledet regering både er plads til
skattelettelser, flere udgifter på landsplan og kompensation for enhver krone til
kommunerne er politisk naivt.
For udover erfaringen fra dengang, Venstre regerede sidst, så vil også Venstre sidde med
et krav om at ændre udligningen mellem kommunerne, bl.a. til gavn for kommuner som
Grenå.
Disse penge skal imidlertid hentes i andre kommuner, der nyder gavn af de nuværende
udligningsordninger. Er det Farum Kommune eller Esbjerg Kommune, der skal betale. Det
synes jeg, Jørgen Keller Pedersen skal svare på, inden han gør små Venstre-kommuner
til de eneste ofre for det nuværende system. Det er også gået ud over en
socialdemokratisk ledet landkommune som Nørre Djurs. Jeg ved godt, hvad jeg skal slås
for, når disse udligningsordninger skal ændres.
Men er Venstre enig på landsplan om, hvem der skal have, og hvem der skal betale?
I samme nummer af Grenå Bladet kritiserer Svend Brandstrup Hansen i øvrigt i et ganske
hårdt indlæg statsministeren for at udnytte situationen efter d. 11. september til at
udskrive valg til folketinget samtidig med kommunalvalget. Jeg ved, statsministeren havde
mere hæderlige motiver, nemlig at få afgjort ledelsen af Danmark nu, så vi kan få
vedtaget en solid finanslov og forberedt vores EU-formandskab. Men det kan undre mig, at
den ene Venstre-mand blander landspolitik ind i det kommunale valg, mens den anden
Venstre-mand kritiserer statsministeren for at vi skal stemme samme dag.
Min opfordring er ganske enkelt: Lad Venstre blive i opposition, det passer de bedst til.
Og lad Nyrup lede landet, og genvælg borgmesteren i Grenå (og Nørre Djurs). De har
nået meget, men der er meget, der skal være bedre."
Skrevet af Jan Petersen fra Sangstrup, folketingsmedlem for Socialdemokratiet, i Grenå
Bladet d. 13. november. |