Artikler på Nørre Djurs Web
Korte Nyheder

VALGET VINDES PÅ ÆLDRE OG SUNDHED
De borgerlige forregner sig, hvis de tror, at valget vindes på udlændinge- politikken, siger professor Jørgen Goul Andersen til ugebrevet Mandag Morgen. Indvandrerdebatten optager nemlig ikke de vælgere, der endnu ikke har bestemt sig for, hvordan de vil stemme. 64 pct. af tvivlerne mener, at omsorgen for syge og ældre samt andre velfærds- temaer er de vigtigste spørgsmål, viser en meningsmåling fra ACNielsen AIM. 34 pct. af de vælgere, der ikke har bestemt sig, peger på indvandringen som vigtigste emne, mod 43 pct. blandt de der ved, hvem de vil stemme på.

Ritzau


BORGERLIG STØTTE TIL INTEGRATIONSMINISTERIUM
Både K og KRF støtter Venstre-formand Anders Fogh Rasmussens forslag om en særlig integrationsminister. Det nye ministerium skal have ansvar for al integration af udlændinge, der i dag er spredt på Indenrigs-, Arbejds-, Bolig- og Undervisningsministerierne. Også Dansk Folkeparti siger ja til for- slaget, forudsat at arbejdet med at få udlændinge til at vende hjem, bliver en vigtig del af ministeriets område. Derimod siger Herlevs borgmester, Kjeld Hansen (S), at forslaget er sygt, fordi problemerne med integration ikke skyldes manglende koordinering.

Ritzau


VÆLGERNE LIGEGLADE MED AMTSRÅDSVALGET
Over halvdelen af vælgerne interesserer sig så lidt for amtsrådsvalget, at de ikke kan nævne, hvad der er afgørende for deres kryds. Det skriver De 3 Stiftstidender og JydskeVestkysten. 57 procent af vælgerne gav op, da IFKA, Institut for Konjunktur-Analyse, spurgte 918 vælgere, om de selv kunne nævne et emne, der ville være afgørende for, hvor de sætter krydset. Det emne, der blev nævnt oftest, var sundhed og sygehusvæsen, som 10 procent af vælgerne nævnte, og som er en af amternes hovedopgaver.

Ritzau


BOLIGPAKKE RISIKERER AT FALDE TIL JORDEN
Folketingsvalget i næste uge kan blive afgørende for, hvor mange boliger der bliver opført i de kommende år. Pensionskasserne vil ikke bygge nye udlejningsboliger på de vilkår, som regeringen har tilbudt. Dermed falder en stor del af regeringens boligpakke til jorden, skriver Politiken. Pensionskasserne vil have vilkår for boligbyggeri, der matcher andre investeringsmuligheder. Venstres Thor Petersen vil gerne tale med pensionskasserne om bedre vilkår.

Ritzau


KRAMER: FOGH LYVER OM HJEMMEHJÆLP
Det er "en lodret løgn", når Venstres Anders Fogh Rasmussen i valgkampen fremhæver Københavns Kommune som et sted, hvor ældre får hjemmehjælp efter et nøje fastlagt minutskema. Det siger overborgmester i København, Jens Kramer Mikkelsen (S), efter at have set TV 2's Topmøde mellem Fogh og statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Anders Fogh Andersen læste op fra en liste med minuttider for forskellige typer hjælp angivelig fra København. - Tallene stammer fra et notat fra embedsmænd i Sundhedsforvaltningen, som blev forkastet, siger Kramer Mikkelsen.

Ritzau


NYRUP VIL AF MED EU-RETSFORBEHOLDET
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen vil gå efter at få fjernet forbeholdet mod EU-retssamarbejdet i næste valgperiode. Det sagde Nyrup på TV 2's duelprogram Topmøde med henvisning til behovet for en fælles indsats mod terrorisme og for asyl. Venstres leder, Anders Fogh Rasmussen, sagde, at han måtte svare på samme måde som statsministeren. Statsministeren sagde også, at han vil gennemføre en ministerrokade, hvis hans regering fortsætter efter valget. - Det kan komme på tale, og det vil komme på tale, sagde Poul Nyrup.

Ritzau

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 04, den 12-11-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001