Hanne Mogensen fra Hedegård har sendt os et indlæg,
hvor hun vender sig mod Carlo Christensens brev forleden om "mangelfuld
integration". Hun skriver:
"Kære Carlo
Du mener, at det er mere lokalt at stemme på et etableret, landsdækkende parti frem for
på et rent lokal-kommunalt parti som Nørre Djurs Listen. Det er et interessant
synspunkt.
Du mener, at nytænkning udelukkende består i at melde sig ind i og stemme på de
allerede eksisterende partier. Ligeledes et ret interessant synspunkt
Og du har tilsyneladende noget imod, at en gruppe mennesker udviser frit initiativ til at
finde sammen i en "ny" liste. Det er også en ret interessant holdning. Det må
jo betyde, at du mener, at nogen partier og lister er mere "rigtige" end andre?
Bortset fra, at Nørre Djurs Listen med mere end tyve år på bagen vel næppe længere
kan kaldes "ny". I kommunalbestyrelsen har kun Venstre og Socialdemokraterne
flere medlemmer end Nørre Djurs Listen. Det alene viser listens berettigelse.
Så du har såmænd ikke fejlet med hensyn til at få integreret Nørre Djurs Listens
medlemmer og vælgere i Nørre Djurs Kommune de er faktisk ret velfungerende og
handler udfra dine egne ønsker: Lokal politik, nytænkning og frie initiativer.
Måske var der nogle af de gamle partier, herunder Venstre, der kunne trænge til lidt
fornyelse og burde overveje at opløse sig og starte på en frisk. Det ville da være at
se tingene med nye øjne."
Indsendt til NetNyt af Hanne Mogensen, Hedegård.
Formand for Nørre Djurs Listen og Nummer 8 på Nørre Djurs Listens liste.
|