Under den overskrift præsenterer partiet Venstres
lokalafdeling i Nørre Djurs sig i en valgavis, de i lighed med Nørre Djurs Listen har
udsendt til alle husstande. Liste N`s avis behandlede vi forleden efter listens
pressemøde, og i hele denne uge vil vi hver dag give en kortfattet gennemgang af ét af
de resterende partiers politiske programmer, i dag altså Venstre.
Læs mere om Venstre hér:
På den første side i valgavisen appelerer Venstre bl.a. til borgernes forståelse for,
at den nuværende kritiske økonomiske situation i kommunen bør føre til, at borgerne
lægger sig i selen for at være aktive medspillere og f.eks. nøje at overveje, hvad der
er kommunens ansvar, og hvad der er borgerens eget. Det hedder: "Spørg ikke om, hvad
kommunen kan gøre for dig - spørg om, hvad du kan gøre for kommunen!"
At det overhovedet er gået så galt med økonomien, tilskriver partiet Venstre det
flertal uden om dem, der de sidste 4 år har regeret kommunen, og kan partiet skabe
flertal bag Jens Peter Jellesen som ny borgmester efter valget, vil der blive taget fat om styringen af det
galopperende underskud. Venstre vil arbejde for en prioritering af de kommunale opgaver,
når nu kommunekassen er så gabende tom. Prioriteringen af opgaverne bliver: først
mennesket (børn, unge, ældre) så teknik og asfalt. Derfor hiver Venstre som et
skræmmende eksempel Hemmed-vejen frem, netop som en investering i veje, hvor det måske
senere kan komme til at gå ud over netop menneskene i kommunen.
Herefter går valgavisen over til at gennemgå Venstres holdninger til de spørgsmål, man
har valgt at dele op i menneskets 3 aldre. Hvad børnene angår, lægger Venstre vægt på
børnehavernes placeringer ude i de små samfund, hvor der er brug for dem, og
forældrenes indflydelse vægtes meget højt. Både renoveringer og tilbygninger på
kommunens skoler står højt på Venstres prioriteringsliste, og også til indholdet af
skolerne har partiet nogle klare holdninger. Medindflydelse og kreativitet i skolen er
vigtige ting for Venstre.
Af emner, der har med voksenlivet at gøre, lægger Venstre specielt vægt på at arbejde
for en udvikling af erhversliv og turisme. Kommunalbestyrelsen skal arbejde aktivt for at
gøre det attraktivt for virksomheder at slå sig ned i Nørre Djurs, ligesom man også
skal være behjælpelig med rådgivning af og støtte til nye erhvervsdrivende. På
turismesiden er det gavnligt at udvikle mulighederne for at tiltrække turister til vores
smukke område med gode parkeringsforhold, stier o.lign..
På det kulturelle og på fritidsområdet vil Venstre gerne støtte i bred forstand, fra
sport til musik og teater, og også både IT-udvikling, støtte til ungdomsrådet og
arbejdet med en hurtig integrering af flygtninge og indvandrere, står højt på Venstres
program.
Endelig tages alderdommen op i Venstres valgavis, hvor valgfrihed og alsidighed vægtes
højt, hvad angår bolig og øvrige tilbud til de ældre. Længst muligt i egen bolig er
en vigtig sag for partiet.
Venstre bakker også op om de forskellige tiltag for arbejdsledige, der efterhånden er
blevet samlede i og omkring Stenvad, og som, ligesom en række andre af de kommunale
initiativer, er lavet i samarbejde med de andre partier på tværs af byrådssalen. Dog
finder man det vigtigt, at optræningsperioden bliver så kort som muligt, så den ledige
kan komme ud på det rigtige arbejdsmarked.
Venstre har også en lang række ønsker, når det gælder samspillet mellem borger og
kommune, hvor man gerne ser rådhuset som et sted, hvor borgerne skal føle sig velkomne.
Om erhvervsudviklingens muligheder hedder det bl.a., at Venstre ikke kan forestille sig en
udvikling med mange og store virksomheder, der flytter til egnen. Derfor må man bygge på
de småerhverv, her findes i forvejen, og ellers prøve på forskellige måder at
tiltrække andre og måske ikke så store virksomheder. Her spiller servicen fra kommunen
til erhvervslivet en betydelig rolle.
Gennem formandsskabet af Teknisk Udvalg har Venstre haft stor indflydelse på de
beslutninger, der er blevet taget på dette område siden sidste valg. En stor
kloakeringsplan er blevet sat i gang for visse sommerhusområder, og der bliver lavet en
omledning af spildevand fra Gjerrild Nordstrand i de kommende år. Carlo F. Christensen er
som bekendt formand for Reno Djurs, og dette tværkommunale samarbejde har Venstre spillet
en stor rolle i opbygningen af. Derfor ser Venstre i Nørre Djurs gerne flere lignende
samarbejder på andre felter kommunerne imellem.
Vil du gå i detaljer med Venstres valgprogram, så klik på:
http://hos.nr-djurs.net/venstre
|