Styrker fra Den Nordlige
Alliance indledte fredag en stor offensiv i et endeligt forsøg på at generobre den
vigtige strategiske by Mazar-e-Sharif i det nordlige Afghanistan.
En talsmand for alliancen siger til Reuters, at amerikanske fly har bombet frontlinien ved
en bro blot otte kilometer fra byen.

Røg og støv stiger til vejrs efter et amerikansk bombardement ved Qala Cata i
Afghanistan.
"Vore tropper
rykker nu frem mod Mazar-e-Sharif," sagde han.
Talsmanden Ashraf Nadeem sagde via telefon, at luftangrebene koncentrerede sig om Imam
Bukri broen, der ligger otte kilometer fra byen.
"Det bidrog væsentligt i forsøget på at bryde gennem Talebans linier," sagde
Nadeem. Oppositionsstyrkerne står nu kun seks kilometer fra Mazar-e-Sharifs lufthavn, der
er den vigtigste i det nordlige Afghanistan.
Alliancen oplyste også fredag, at de amerikanske fly har intensiveret bombardementer i
distriktet Cheshmaye Safa, der er et andet område mellem alliancens styrker og
Mazar-e-Sharif.
Enorme eksplosioner
USAs angreb natten til fredag Taleban-styrker i Afghanistan med et af de kraftigste
bombardementer i den 34 dage lange krig, skriver Reuters.
Adskillige kampfly bombede de stillinger ved fronten, hvor Taleban-soldaterne har gemt sig
i skyttegrave. Mindst 40 bomber ramte fronten. Fire højlydte brag rystede området
omkring kl. 06 lokal tid, hvilket fik ruderne til at klirre og jorden til at ryste under
byen Jabal-us-Saraj, der ligger adskillige kilometer bag frontlinjen. USA begyndte
tidligere på ugen at kaste de såkaldte "Daisy Cutters"
(Margueritte-beskærere). Det er to meter høje og 7,5 ton tunge bomber, der eksploderer
lige over jordoverfladen og udrydder alt i en radius af 300 meter.
Angrebene fortsatte fredag formiddag, hvor talebanerne for første gang i flere dage
beskød de amerikanske fly med antiluftsskyts.
Angreb over Kabul
Bølger af fly fløj over hovedstaden Kabul og kastede otte eller ni bomber natten til
fredag. Her gik angrebene ud over et kommandocenter i byen, der tidligere har været mål
for angreb. Indbyggere siger til CNN, at de ikke fortsår, hvorfor USA bliver ved med at
bombe det samme kommandocenter, da det ifølge vidner er tømt for soldater og materiel.
Taleban oplyser, at flere byer i Afghanistan er blevet angrebet i løbet af natten og
hævder at et hospital i Kandahar er blevet ramt.
Den amerikanske general Tommy Franks, der er ansvarlig for krigen mod Afghanistan, sagde
under en briefing torsdag aften, at et angreb mod Mazar-e-Sharif var undervejs.
Taleban-styret hævdede torsdag, at de amerikanske luftangreb ikke gik ud over andet end
biler, busser og traktorer. Formentlig har talebanerne også sendt forstærkninger til
regionen.
Kilde : ritzau / CNN
|