Socialdemokraten Peter
Bo Jensen fra Glesborg har sendt et indlæg til NetNyt, som både er et bidrag til
valgkampen, og som også fortæller en nyhed af stor betydning for de lokale fiskere. Han
skriver:
"Bønnerup Havn er et af Nørre Djurs Kommunes vigtigste erhvervs-
og turistområder.
Bønnerup Havn er et af kommunens største vækstområder.
Nørre Djurs Kommune har gennem de sidste fire år ydet en massiv støtte til udbygningen
af Bønnerup Havn. Med vedtagelsen om anlæg af en omfartsvej til Bønnerup for at
forbedre infrastrukturen i området, har kommunen yderligere forpligtiget sig omkring
udviklingen af havnen.
Udviklingen af de små havne er truet.
Sundhedsmyndighederne har stillet krav om nye vaske- og kølehuse.
Der er derfor kommet forslag om en udbygning og fremtidssikring af Bønnerup Havn incl.
renovering og nybygning af kølehuse for ca. 4 mill.
Bønnerup Havn er medlem af Havnesammenslutningen. Som én af repræsentanterne for havnen
deltager borgmester Leif Sørensen 9/11 på et møde, der skal medvirke til, at havnen
dels har indflydelse på fordelingen af EU-støtteordninger og dels skal sikre indflydelse
på gældende og kommende lovgivning.
Der er andet, der truer de små havne.
Fødevareministeriet har udarbejdet et udkast til en bekendtgørelse om auktionspligt på
torsk.
Såfremt bekendtgørelsen vedtages, betyder det, at danske fiskere skal lande deres laster
af torsk direkte til auktionerne og ikke, som det nu kan lade sig gøre, vælge at
afhænde fisken direkte til grossisten eller forbrugeren.
Formålet med bekendtgørelsen er at opnå en bedre kontrol med forbrug af kvoterne.
Der er ingen, der kan være uenig i formålet, men "sort fisk"
findes lige godt på de største auktioner som hos den mindste grossist eller
fiskehandler.
I forbindelse med landing af fisk modtager Bønnerup Havn årligt over 700.000 kr. i
havnepenge. Hvis bekendtgørelsen vedtages, mister havnen en stor del af disse penge.
Havnens grossister vil flytte til Grenaa for at være nærmere auktionen, hvis deres
mulighed for at aftage fisk direkte fra fiskeren forsvinder.
Jeg har kontaktet Grenaa-kredsens folketingskandidat Jan Petersen. Han kontakter
fødevareministeren med det formål at finde en løsning.
Socialdemokratiet Nørre Djurs har sat gang i udviklingen i Bønnerup gennem de sidste
fire år.
Socialdemokratiet Nørre Djurs påtager sig ansvaret for, at denne
udvikling ikke bremses, men fortsat sikres initiativer til fordel for havnen og til fordel
for kommunen."
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt
af Peter Bo Jensen, medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet
|