Artikler på Nørre Djurs Web
Vælgermøde med overraskelser

Det var en rigtig god idé, de havde fået i Stenvad Borgerforening med at holde vælgermøde, mens der var kommunalbestyrelsesmøde. På den måde fik vælgerne lejlighed til at møde de kandidater, der er længere nede på valglisterne, mens de allerede kendte politikere havde travlt med at træffe beslutninger i byrådssalen.

09nov_vaeægermoede_400.jpg (32133 bytes)
Luften var tyk af røg og indlæg fra kanddaterne til kommunalvalget

Dette gav så til gengæld måske nok den ene svaghed, at de kandidater, som repræsenterede de 7 lister, i flere tilfælde indtog modsatte standpunkter i forhold til deres "ansvarlige" politikere. Det mest groteske eksempel på dette var nok spørgsmålet om den mere og mere omdiskuterede Hemmed-vej. Her gik den nye konservative kandidat, Benny Hammer, imod selve den konstitueringsaftale, hans eget kommunalbestyrelsesmedlem, Poul Kjelgaard, indgik efter sidste valg med socialdemokrater og Nørre Djurs Liste-folk. Og minsandten om ikke også denne listes repræsentanter på vælgermødet, Jytte Jakobsen og Claus Pedersen, gik imod deres "egne" folkevalgte, Malte Larsen og Kirsten Bech Hansen, ligesom socialdemokraten Birthe van den Bos heller ikke havde meget til overs for det dyre vejprojekt.

Det havde til gengæld de 2 kandidater fra Dansk Folkeparti, Knud Andersen og Hans Fisker Jensen, der ser vejen som en fremtidssikring for udvikling på Bønnerup Havn. De betragter den ikke kun som en håndsrækning til fiskerierhvervet, men også til den øvrige erhvervsudvikling på havnen, som de forventer sig meget af. Den erhvervspark, hvis planlægning specielt Hans Fisker er aktiv i, har indtil videre befundet sig på tegnebrættet, men på aftenens møde bebudede han, at dette byggeri efter al sandsynlighed bliver sat i gang allerede til foråret.


Denne udmelding fik de konservatives Benny Hammer til at supplere med endnu en nyhed, som i alt fald Deres udsendte ikke var vidende om, nemlig at det aktiveringsprojekt omkring Stenvadcentret, vi skrev om for et stykke tid siden, har fået 3,7 millioner kroner fra en EU-pulje. Så det skortede så sandelig ikke på konkrete planer på dette vælgermøde, selv om de lokale "høvdinge" fra kommunalbestyrelsen ikke var til stede.


Et andet område, hvor der var overraskelser at hente for de fremmødte, var spørgsmålet om IT-udvikling (bredbånd til borgere og erhvervsliv) og samspillet med den kommunale administration på dette felt. Her har nogle af socialdemokraterne med borgmester Leif Sørensen i spidsen sammen med den konservative Poul Kjelgaard og folkene fra Nørre Djurs Listen hidtil været positive, mens Venstre-manden Jens Peter Jellesen har været direkte imod samarbejde mellem kommune og Bøvl-miljø. De kandidater, Venstre-folkene stillede med til vælgermødet, Freddy Andersen fra Ørum og Jette Jensen fra Emmelev, gav imidlertid helt klart udtryk for lyst til et sådant samarbejde.


Gårdejer Kim Bønsdorff Munkholm fra Fjellerup stiller op for Arne Trend-Poulsens Borgerlisten, og også han var positiv overfor IT-udvikling, ligesom den anden kandidat fra denne liste, Hans Møller fra Bønnerup. De 2 (og specielt Hans Møller) var meget ivrige deltagere i debatten, og som deres mærkesager nævnte de bedre styring af kommunens økonomi, og et udvidet samspil mellem borgere og administration.


Desværre er det helt umuligt for os at referere bare en brøkdel af, hvad der kom op af emner i den livlige debat, men den blev styret på glimrende vis af værten på Stenvad Kro, Rudi Hansen. Udover at fordele taletid til vælgermødets panel og publikum, havde han dog også selv et punkt, der lå ham meget på sinde. Det drejede sig om problemet med, at folk kan leje sig ind og holde familiefester på det nærliggende Stenvadcenter til en billigere penge, end kroen overhovedet kan konkurrere med. Dette udløste en bred enighed hos alle paneldeltagerne om, at der bør en undersøgelse i gang for at rette tingene ind, så et kommunalt projekt som Stenvadcentret ikke laver konkurrenceforvridning overfor det private erhvervsliv.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 11- 09-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001