Artikler på Nørre Djurs Web
55 procent af danske familier er på nettet

55 procent af samtlige familier i Danmark har adgang til Internettet fra hjemmet. Det fremgår af en opgørelse fra årets tredje kvartal fra Danmarks Statistik.
Adgang til Internettet er mest udbredt blandt par med børn, hvor 75 procent af alle har adgang til Internettet mod 55 procent af par uden børn. 39 procent af enlige uden børn har adgang til Internettet mod 52 procent af enlige med børn.
Hvis man ser på den enkeltes adgang til Internettet havde 60 procent af befolkningen i tredje kvartal adgang til Internettet fra hjemmet, og 72 procent havde adgang til Internettet fra hjem eller arbejde.
Der er store forskelle i befolkningens adgang til Internettet. De 60-årige og derover er med 31 procent den aldersgruppe, hvor færrest har adgang til Internettet fra enten hjem eller arbejdsplads. Til sammenligning har 86 procent af de 16-19-årige adgang, 84 procent af de 20-39-årige og 77 procent af de 40-59 årige.
65 procent af arbejdere havde i tredje kvartal adgang til Internettet fra enten hjem eller arbejdsplads mod 92 procent af de studerende, 91 procent af funktionærerne og 73 procent af de selvstændige.

Kilde: Reuters / Børsen

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 04, den 07-11-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001