Artikler på Nørre Djurs Web
Birthe Rønn Hornbech gik enegang i udlændinge-udspil

Der er lagt op til en ny konfrontation mellem Venstres ledelse og Birthe Rønn Hornbech, efter at udlændingeordføreren tirsdag erklærede, at hun ønsker familiesammenføringer for folk fra Tyrkiet, Pakistan og Somalia stoppet. Forslaget er nemlig ikke en del af det oplæg, Venstre har fremlagt på området, skriver Ekstra Bladet.
Dermed har Venstre sparket sig selv agterud i forhold til Socialdemokratiet, der ellers i de seneste valgkampsdage havde tumlet rundt i indvandrerdebatten.
Ifølge Ekstra Bladet var Birthe Rønn Hornbechs kontroversielle forslag, som hun fremsatte på et pressemøde om udlændingeudspillet, ikke nævnt på et morgenmøde i partiets valgstab, hvor pressemødet blev forberedt.

Stod skoleret for Fogh
Ideen om specifikt at udelukke mennesker fra tre lande fra at have samme rettigheder som alle andre mennesker i Danmark vakte da også en vis bestyrtelse i Venstre, og på de indre linier har flere folketingsmedlemmer ifølge Ekstra Bladets oplysninger kritiseret Rønn Hornbech.
Og kort efter pressemødet var hovedpersonen selv til samtale på partileder Anders Fogh Rasmussens kontor. Efterfølgende udsendte udlændingeordføreren en ny pressemeddelelse, hvor hun ikke beklagede sit synspunkt, men hvor de tre lande var sporløst forsvundet.

Sekretariats-idé
Fra Venstres top blev det efterfølgende forklaret, at Rønn Hornbech havde været ude på egen boldgade, og at hun bare havde forløbet sig - men Ekstra Bladet erfarer fra centrale Venstre-kilder, at ideen om totalt at stoppe for familiesammenføringer fra de tre lande længe har ligget som idé i partiets politisk økonomiske sekretariat.
Indenrigsminister Karen Jespersen (S) har betegnet udspillet i strid med internationale konventioner og usminket racediskrimination

Kilde: Reuters

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 04, den 07-11-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001