Regeringschefer fra syv EU-lande bakkede sent søndag op
om USA's krigs mod terrorisme og militæraktion i Afghanistan. Det skete ved et
hasteindkaldt minitopmøde i den britiske premierminister Tony Blairs embedsbolig i
London. Over en to timers middag drøftede han sammen med sine kolleger fra Frankrig,
Tyskland, Italien, Spanien, Belgien og Holland udviklingen i Afghanistan og Mellemøsten.

Frankrigs præsident Chirac (th.) og premierminister Jospin forlod sent søndag Downing
Street efter et møde med EU-ledere.
Den britiske premierministers kontor meddelte efterfølgende, at
der var "absolut solidaritet" med amerikanernes militære, diplomatiske og
humanitære strategi.
Den hollandske premierminister, Wim Kok, kaldte drøftelserne for meget gavnlige, mens den
franske præsident, Jacques Chirac, til Reuters sagde, at parterne atter har stadfæstet
"vor solidaritet med amerikanerne, men samtidig taget højde for, at den uundværlige
militæraktion ikke er den eneste måde at bekæmpe international terrorisme på. Vi skal
også arbejde for at finde en politisk løsning i Afghanistan. "
Topmøde skaber splid
Oprindeligt havde Blair udelukkende inviteret den tyske forbundskansler, Gerhard
Schröder, samt Chirac og dennes premierminister Lionel Jospin. Men så insisterede den
italienske regeringschef, Silvio Berlusconi, og hans spanske kollega, Jose Maria Aznar,
også på at komme med, og den hollandske premierminister, Wim Kok, fulgte trop.
I sidste øjeblik kom også den belgiske regeringschef, Guy Verhofstadt, der p.t. er
EU-formand med, selv om EU-formandskabet i første omgang havde overvejet at blive væk i
protest mod Blairs eksklusive møde, men tog afsted efter at have konsulteret de andre
EU-lande. Og Verhofstadt tog EU's udenrigspolitiske talsmand, Javier Solana, med til
London, hvor middagen dermed fik karakter af et egentligt topmøde.
Omstændighederne omkring mødet kan nu skabe splid i EU-kredsen, idet bl.a. Portugal
ifølge Radioavisen raser over ikke at være blevet inviteret.
Danmark ikke forarget
"Initiativer af denne type understøtter hverken anti-terrorkoalitionen eller
europæisk enhed," sagde en kilde tæt placeret på den portugisiske regering til det
franske nyhedsbureau AFP.
Udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) siger dog, at Danmark godt kan acceptere, at EU's
største lande holder enkelte minitopmøder uden Danmark, hvis EU er repræsenteret. Når
EU er repræsenteret ved formandskabet og den udenrigspolitiske koordinator, er Danmark
ikke imod. Men det bør ikke blive en omfattende tradition.
"Det bør ikke blive noget, der taget et meget større omfang, for så kan det blive
tolket som om, at de små lande bliver koblet fra. Men jeg har ikke noget problem med de
formater, vi ser," siger Mogens Lykketoft til Ritzau.
Krav om Mellemøst-løsning
Britiske aviser har gættet på, at minitopmødet er det første skridt mod et større
europæisk engagement i militæraktionen, men det er der hidtil ingen tegn på - og ingen
af regeringschefernes kommentarer gik i den retning.
Under middagen orienterede Blair også sine gæster om sin rundrejse i Mellemøsten i
sidste uge, og EU-lederne enedes om, at det er på høje tid, at der findes en løsning
på den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Blair og Chirac tager senere på ugen til Washington.
Kilde: Reuters / CNN
|