PERES: ISRAEL VÆK FRA BOSÆTTELSER
Israels udenrigsminister Shimon Peres siger, at Israel bør forlade nogle af de jødiske
bosættelser og indlede fredsforhandlinger med palæstinenserne trods fortsat vold i
Mellemøsten. Peres udtalelser - i avisen Maariv - er i skarp kontrast til
ministerpræsident Ariel Sharons officielle politik. Peres siger, at adskillige
bosættelser på Vestbredden og i Gaza tiltrækker angreb og ikke har nogen fremtid.
Palæstinenserlederen Yasser Arafat og Peres deltager i dag i en økonomisk konference i
Spanien, hvor de to dog ikke skal forhandle, siger Peres.
Kilde: Ritzau
OPINION: S FREM - MEN BORGERLIGT FLERTAL
I den første meningsmåling foretaget efter udskrivelsen af folketingsvalget går
Socialdemokratiet markant frem. Partiet får 31 pct. af stemmerne, imod Venstres ca. 28
pct. Alligevel er der udsigt til borgerligt flertal ved valget. Ellers er der i forhold
til måneden før ikke store forandringer i denne måling fra PLS Rambøll og
Jyllands-Posten. CD - som i går pegede på Venstres leder Anders Fogh Rasmussen som ny
statsminister - står til at ryge ud af Folketinget. Fremskridtspartiet kommer heller ikke
ind.
Kilde: Ritzau
JA TIL EURO OG FORSVARSSAMARBEJDE
Et flertal er parat til at opgive to af Danmarks EU-forbehold, nemlig om euroen og om
EU-forsvarssamarbejdet. Det viser en meningsmåling fra Greens Analyseinstitut og
dagbladet Børsen. 52 pct. siger ja og 48 pct. nej til euro-forbeholdet. For godt et år
siden sagde et flertal på 53 pct. nej til at Danmark skulle være med i euroen, som
indføres om to måneder i 12 lande. Der er et endnu større flertal for at ophæve
forbeholdet for rets- og forsvarssamarbejdet: Næsten 58 pct. siger ja og 25 pct. nej.
Kilde: Ritzau
NYRUP MELDT TIL POLITIET FOR BEDRAGERI
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen er af en salgschef fra Greve blevet meldt til politiet
for ulovlig partistøtte. Det sker, efter at DR-TVs "Rapporten" onsdag
dokumenterede, at Socialdemokra- tiet hvert år har modtaget syv mio.kr. fra LO - uden om
partiregnskabet - via Arbejderbevægelsens faglige, politiske sekretariat, som finansieres
af LO. Sekretariatet har arrangeret kostbare kurser for socialdemokrater. SF kræver
større offentlighed i parti- regnskaberne, så alle bidrag på 5000 kr. eller derover
skal fremgå af partiernes regnskaber
Kilde: Ritzau
MEDICINSKE FORSØG VURDERES IKKE
Patienter, der deltager i kliniske forsøg med medicin, har ingen garanti for, at
forsøget bliver vurderet af myndighederne, skriver Berlingske. Lægemiddelstyrelsen får
den afsluttede forsøgsrapport, der ses igennem uden at få en egentlig sagsbehandling.
Styrelsen kan dog reagere, hvis der er forhold, der giver anledning til det. -Det er
meningsløst at sende rapporter ind til Lægemiddelstyrelsen, hvis ikke de bliver
vurderet. Styrelsen burde have ressourser til en procedure, der sikrer resultaternes
troværdighed, siger Kamma Bertelsen, fmd. for Den Centrale Videnskabsetiske Komite.
Kilde: Ritzau
|