Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Om hjemmeplejen

Erni Gertsen fra Bønnerup arbejder som hjemmesygeplejerske i Nørre Djurs, og hun er også at finde på de konservatives stemmeseddel til kommunevalget. På baggrund af en artikel i Dagbladet Djursland i sidste uge skriver hun følgende:

"Lørdag d. 27. oktober kunne vi læse om de ændringer, man havde foretaget i hjemmeplejens ydelser p.g.a. sygdom i personalet.
Samtidig var indlægget en slags stillingsannonce. Fint nok. Men….hvorfor opstår en sådan situation i Nørre Djurs Kommune?
På en privat arbejdsplads ville man allerede, da første "bølge" kom, have set på, om sygdomstilfældene skyldtes alment forekommende lidelser, eller om det var arbejdsmiljøbetinget.

Personligt mener jeg, at vi i dag skal og må erkende, at det at arbejde i hjemmeplejeregi ofte er meget belastende såvel fysisk som psykisk, og at det let medfører nedslidning/sygefravær.

Hvorfor tager man sig ikke sammen og udarbejder en personalepolitik, hvor man afdækker ondets rod og derefter opbygger en struktur, der tilgodeser medarbejderne således, at det at arbejde i hjemmeplejeregi ansporer til engagement og gå-på-mod.
Så bliver arbejdsdagen, trods dens nogle gange tunge opgaver, en udfordring i stedet for en sur opgave.
Dagen bliver positivt ladet, negative og sygdomsfremmende elementer elimineres.

Venstres borgmesterkandidat gav på et møde i Ældre Sagen i Ørum udtryk for, at arbejde i hjemmeplejen var et lavstatusjob.
Som kandidat for liste C ved det kommende kommunevalg vil jeg arbejde stærkt for, at arbejde i hjemmeplejeregi bliver attraktivt og givende, således at sygdom forhåbentlig bliver vigende.
At arbejde for og med svage medborgere, som ikke helt magter deres dagligdag, er ikke et lavstatuserhverv, men en livsstil kombineret med en rimelig lønindtægt."

Skrevet af hjemmesygeplejerske Erni Gertsen fra Bønnerup (kandidat for liste C) i Randers Amtsavis/Århus Stiftstidende

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 11- 02-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001